Solen skinner igen…

Alle jeres dejlige kommentarer står under de to forrige indlæg, TAK!

Jeg har lige været på et 2-dages besøg hos min far. Jeg kan ikke lade være med at beundre hans livskraft og den stædighed han VIL udnytte sit livsmål med. Det er kun 2 måneder siden min mor døde, efter 64 års ægteskab, og han fylder 90 år til sommer.  Der var redt op til mig og der var forberedt en let anretning da jeg kom – ‘vi skal jo ikke spise så meget før i morgen’ – og maden var forberedt til dagen efter, hvor resten af familien skulle komme.  3 retter. Kagen til kaffen bagte han mens jeg sad og nød min morgenkaffe. Alt imens han sang og fløjtede…roulade som mormor lavede den. Han har ingen hjælp til nogen ting, han laver alt selv, også indkøb, selvom der er 1,5 km til Brugsen- på gåben. Han har efter mors død haft samtlige naboer, gamle naboer og forhenværende naboer til spisning, som tak for opmærksomhed og omsorg. Til 3 retter mad, alt hjemmelavet. ‘kun 6 ad gangen, flere kan vi ikke være om bordet’ – det blev til mange gange!

Det er mine juleroser, hans er ikke så store endnu, ha! Vi driller hinanden med ting vi ingen indflydelse har på –

Jeg fik min mors halskæde.

jeg har planer om at begynde at spinde igen; for mange år siden spandt jeg på håndten og rok, og havde stor glæde af det. Jeg vil prøve igen – jeg har stadig min rok, men må købe en ny ten.

Den har jeg bestilt i Canada – spændende at prøve den. Jeg har også set på karteflor, men jeg har lidt jeg kan øve mig på i første omgang.

Sjalet jeg strikker på, blev lidt forsinket, da jeg fik en ordre: ‘hej farmor, det er mig, Hampus! Vil du strikke nogen pulsvarmere til mig? De skal være mørkeblå, lyseblå og hvide’. Hampus blev 6 år i sidste uge, så nu er de på vej med posten – jeg håber de passer.

 

 

16 tanker om "Solen skinner igen…"

  1. Hej Bente
    Hvor har du dog en fantastisk far. Ja, solen skinner på så mange måder 😉
    Det er et meget fint smykke, en smuk gave fra din far til dig.
    Hvor er dine juleroser flotte, og så mange du har.
    Nu kan man jo kun vente spændt på at se hjemmespundet garn 🙂
    God dag til dig
    Helle

    1. Hej Helle.
      Nu vil jeg til at besvare jeres søde kommentarer igen; det føltes helt uoverskueligt en overgang – det gør det ikke mere!
      Så tak for kommentar; jeg er lidt stolt af ham, men tænker da også på, at det er noget af det jeg slår mig selv oven i hovedet med – man stiller krav til sig selv!!!
      Jeg kan næsten ikke vente til håndtenen kommer med posten, den er sendt af sted fra Canada. I skal nok få at se – lige fra de mest ubehjælpsomme spin…

  2. Hej Bente – så prøver jeg engang til – dejligt at se, at du/I har haft nogle dejlige dage – og at din far klarer sig så flot. Stort klap på skulderen til ham.
    Vedhænget i kæden minder meget om designet af Georg Jensen til hans elskede Johanne – jeg har to Johanne hjerter og den ene har netop blomsten – som dit vedhæng – det er så smukt – og Johanne hjertet er så flot og symbolsk. Sender mange vinterlige hilsener og stort knus til dig,

    1. Hej Kirsten.
      Jeg har selv givet min mor smykket for mange år siden, men kendte ikke historien.
      Tak for alle dine kærlige breve, de har varmet så meget.
      Lige nu mens jeg sidder og skriver, glider 6 hvide svaner forbi ude på vandet, mens solen står op –
      det kan ikke blive smukkere.
      Dejlig dag til dig Kirsten!

      1. Jeg elsker elsker og elsker utroligt meget når især sangsvanerne trækker hen over hovedet på mig – deres lyd og deres elegance jeg kan blive ved – jeg bliver så glad så glad.
        Rigtig dejlig dag til dig!

        1. Jeg kunne ikke være mere enig – jeg er ved at regne deres tidsskema ud; hvad tid kommer de og hvad tid letter de. Jeg har nemlig lagt mærke til at de gør det om morgenen og sidst på eftermiddagen. Nu sætter jeg kryds i en kalender, i håb om at være på plads til at tage nogle rigtig gode billeder…

          1. Her trækker svanerne op ved otte tiden om morgenen – hen over Søby Sø og ud – og hjem lige før det bliver mørkt – med mest ved 16 tiden! Når jeg står inde i huset og hører sangsvanerne – går jeg ud for at nyde synet – og høre deres “sang” ! Jeg har prøvet mange gange – at der er trukket langt mere end hundrede ad gangen op over vores hoveder – når jeg har gået tur.
            Rigtig rigtig dejlig week end til dig

          2. Så mange har jeg aldrig set, men I må bo et strategisk sted!
            Det gjorde vi også hvor jeg boede før, det var lige ved, at jeg kunne stille uret efter dem.
            Her får jeg sværere ved at tage billeder af dem, men jeg må aflure deres ruter og rytmer.
            Selv go weekend!

  3. Hej Bente
    Hvor er det dejligt at se, hvordan din far klarer sig, du skal ikke bruge det til at slå dig selv i hovedet med, men glædes og håbe, at du selv kan lige så meget når du bliver 90. Min mor blev 90 i sommer, og kan stadig alting selv, min søster og jeg, håber bare vi har arvet hendes gener.
    Det er et meget smukt Georg Jensen smykke, du har fået, jeg kan så godt lide deres gamle smykker.
    Glæder mig til at se når du får gang i at spinde, det har jeg desværre ingen kendskab til.
    Ha’ en fortsat god dag, Marianne

  4. Kære Bente!
    Det er godt nok dejligt, du giver lyd fra dig igen!💕
    Må de lysere tider, vi går i møde, gøre noget godt for dig. Her er både erantis, vintergækker og krokus kommet op. En lille gul erantis på hvid sne er en åbenbaring, der gør godt i éns vinterforfrosne hjerte! Eller stiller urimelige krav? Så må du til at kridte skoene og stå fast på, at det skal rettes et andet sted hen. Du er uimodtagelig. Det kræver “bare”, at du selv holder op.😏
    Jeg har aldrig boet med mulighed for at lave registrering over svanernes gøren og laden, så det er spændende, hvilke kundskaber, du kan bibringe dine læsere. For ikke at snakke om billeder!
    Du kunne gerne låne min håndten, indtil den mere eksklusive dukker op – skal jeg sende den? Det er ovre de tider, hvor jeg spinder….

    1. Tak Hanne, det hjælper så meget når det er lidt mørkt. Her er vibeæggene kommet op, og de ’små blå’, men endnu ikke gækkerne, som jeg ellers lagde så mange af. jeg frygter at det har været for tørt.
      Mh til slagene i hovedet; det er svært nogen gange, når man har været vant til det fra lille – jeg tier og tæller til 10 et par gange – han er ikke så slem som min mor….. Jeg håber jeg får min håndten i næste uge, den er nu ikke eksklusiv, prisen er i hvert fald ikke, 100 kr – men det er så sødt af dig at tilbyde at jeg må låne din.

  5. Det er en sej generation. Og respekt for din far. Det er ofte mændene, der får det sværest alene.
    Smukt smykke. Smukt minde.
    Mor er 93 og selvhjulpen. Følger levende med i verden. Går hen og handler… selv om hun godt kan mærke alderen og har købt en rollator til at bære varerne.
    Min helleborus er kun knopper helt ned ved jorden… men det er måske påskeklokker og ikke juleroser?

    1. Hej Anne.
      Jeg har godt nok fulgt med i alle de ture din mor og dig tar på, det må være så dejligt.
      Mine andre Helleborus er heller ikke sprunget ud endnu, de er noget senere.
      Tak for dit søde brev.

  6. Så dejligt at “høre fra dig igen”. Jeg tager det som et tegn på at du igen begynder at få mere overskud. Her fra sidelinjen virker det som om du har lige så meget saft og kraft som din far. Der har bare lige været et mindre slip i strømmen – det skal der også være tid og plads til!
    Jeg fik et Georg Jensen årssmykke da jeg blev 40 og elsker det. Smykket fra din mor er i samme stil og super flot – jeg håber du kommer til at bruge det.
    Glæder mig i øvrigt til at se resultaterne af dine spinderier – fantastisk sådan at lave tingene (næsten) helt fra bunden.
    Knus og tanker fra Henriette.

    1. Tak Henriette.
      Det går langsomt, men sikkert fremad.
      Jeg begyndte at spinde på håndten for 35 år siden, og var helt vild med det. Da jeg så ville op i tempo, (læs: garn) købte jeg en rok. Den har jeg stadig, men der er noget ved det enkle med en tot uld eller silke og en smuk ten. I dag kan man købe så mange slags garn, og det har jeg også brugt, men jeg har lyst til at gå tilbage til den magi, der kan være over et bundt hjemmelavet garn. Og tænk at sidde i haven og spinde, eller nede ved vandet….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *