Livet begynder igen…

De sidste par år her været slemme at komme igennem. Det har i nogen perioder føltes som at være blevet væk i en skov. Jeg oplevede det da jeg var 6 år, og de næste 10 år havde jeg jævnligt mareridt om det.  En følelse af at være et sted i livet, hvor ingen af de svar jeg havde,  passede sammen med de spørgsmål der kom i mit hoved. Som 6 årig var det jo naturligt, at jeg ikke havde livserfaring nok til at finde vej – men som 66 årig, var det meget angstfremkaldende, at jeg ikke kunne finde ud af at leve.

Den psykolog jeg kom til –  jeg var hos hende 5 gange  over en periode på 4 måneder,  virkede så provokerende på mig at jeg afbrød samarbejdet længe før hun havde tænkt sig det. Til sidst var der så mange forviklinger, misforståelser og aldeles uprofessionelle ‘greb’ og ‘planer’, at jeg oplevede at have mere greb om mit liv end hun havde. Jeg kan ikke takke hende for ret meget, ud over for den opgave hun bagefter påstod hun ikke havde givet mig, og som jeg var 14 dage om at løse.

Da jeg havde løst opgaven, et brev til et forlængst afdød familiemedlem, kom min hukommelse med resten. Det var et chok at opdage at jeg havde fortrængt så meget gennem 50 år,  og at jeg blev så syg af det. 

Alle de symptomer, jeg havde, rysten på hænderne, så jeg ikke kunne holde noget eller skrive, hukommelsessvigt, mit sprog der forsvandt, – alle de ting, der fremtvang min rejse rundt i scannere, til neurologer og neuropsykologer, som til sidst overvejede om jeg havde en  demenssygdom.  Jeg kan ikke huske det hele, bare konstatere at jeg mistede både familie og venner undervejs på den rejse, der endte, da jeg fandt en afdeling for ‘senfølger’ under Region Syd. Og det er ikke senfølger efter alkohol eller stofmisbrug….

Det var som at trykke på en knap – ved at læse de tekster der står, huskede jeg alt, samtidig med at mine symptomer forsvandt! Ikke sådan vupti, men over en forbavsende kort periode.

Jeg kan godt forstå, hvis I har svært ved at følge med – det har jeg også selv. Hver dag bringer en ny glæde over livet, nye erindringer – ikke alle grumme – men først og fremmest harjeg har fået mit sprog igen – og glæden!

Gennem hele det sidste år græd jeg spandevis af tårer – det var frygteligt at være blevet væk i sit eget liv – det var så slemt at jeg holdt alle væk – jeg magtede ikke andre i mit kaos.

Nu er kaos ved at blive, om ikke til kosmos, så til at vågne hver morgen med glæde over at være til og at være kommet igennem. Jeg er godt klar over at der er masser af arbejde der stadig skal gøres, men jeg vil og KAN!

Sjalet ovenover, Stephen Wests ‘Vertices United’ har jeg strikket i løbet af den sidste måned, og efter engelsk opskrift – det var ikke det letteste, men jeg ville.  Mange tror det er hans letteste – de skulle bare vide……

Til sidst i dette lange indlæg, vil jeg gerne takke alle de skønne piger, der har skrevet til mig, både her på bloggen og på min mail – tak fordi I gav mig håb og holdt mit mod oppe, når jeg var ved at gå under. TAK !

 

Snydt !

Jeg vil ikke klage over vejret som det er, det er så dejligt at kunne være ude døgnet rundt, at lade havehynderne ligge når jeg går i seng, og at vide at vi får samme vejr i morgen og i overmorgen og så videre… men jeg vil have lov til at føle mig snydt for det forår jeg kender; med køligt vejr, der lader tulipanerne åbne sig og blomstre stille og roligt. Ikke modne med raketfart og smide de smukke kronblade før de næsten har vist hele deres farveskala.

Jeg har en guldregn i min have; jeg synes en guldregn er så smuk, og jeg har glædet mig netop i år til at se den i blomst, fordi jeg har beskåret den kraftigt, så blomsterne kunne få al kraften. I går så jeg pludselig, at inde mellem løvet hang der små indtørrede gule frøstande – de var visne inden de var sprunget ud! Snydt!

Min store hosta er gået helt agurk i løbet af de 14 dage den har været sprunget ud – min målestok ligger der for at dokumentere at den er over én m i diameter!

Skrubtudserne kan heller ikke finde ud af det; de er meget forstørrede på billedet, de er kun ca 3-4 cm.  De kravler ind i bryggerset hver dag, og jeg sætter dem ud igen – de kravler ind igen…

Begyndelsen på et eksperiment: en sommerbluse i løbestrik. Det smukke garn er merino fra Etsy.

Hver morgen; spejlblankt vand, der spejler Gl. Avernæs og træerne.

Tekniske problemer…

Siden sidst har jeg haft problemer med sammenkoblingen af tlf og pc.

Herunder ses ‘hovedattraktionen’ hos mig; min pærekvæde. Smækfyldt med knopper. Sådan har det også været de to foregående år, og så kom der frost eller storm eller andet uvejr, og så lå alle drømmene på jorden – bogstaveligt talt.

Men ikke i år! Alle knopperne er sprunget ud til 7 cm store lyserøde blomster – guf for bier!

Hele haven er så smuk i øjeblikket; æbletræerne står i blomst, syrenerne er fuldstændigt overdådige og de tulipaner, der desværre er ved at være færdige, kan endnu bidrage med farve.

Efter skuren og skrubben og arrangeren,  ser terrassen ok ud igen. I den store krukke er der vand, det er dejligt at have et ‘reservoir’ …..

Hvor mange pærekvæder mon der bliver ud af alle disse blomster? Måske skal jeg i gang med at tynde ud. Frugterne kan veje op til 500 g stykket, selvfølgelig ikke på det lille nye træ, men da mit træ i Brande var 7-8 år, blev de over 200 frugter så store, at træet måtte understøttes med store grene! Så, fru Hein – nu gør du det igen, leger konen med æggene…..

Billederne er fra september 2014.

En tilføjelse til ‘journalen’; sorg og depression kan give de samme symptomer som demens, siger psykologen. Man har da lov at håbe…..

Tordenvejr !

Mens jeg sidder og skriver dette, er det et fantastisk tordenvejr; bulder og brag og flotte zigzag lyn ud over vandet – ruderne klirrer og regnen vælter ned. Siden jeg var en lille pige, har jeg elsket tordenvejr, måske fordi det betød at vi blev vækket og sad sammen med de voksne om bordet. Der var stråtag på gården, hvad enten vi var hos farmor og farfar eller hjemme. Det var ensbetydende med at papirer skulle findes frem – et lynnedslag kunne være fatalt og ilden hurtigt gøre det umuligt at være indendøre. Derfor var det jo også lidt paradoksalt at jeg var så fascineret af det.

Jeg har været i haven i hele Store bededagsweekenden; dejligt vejr uden at være for varmt.

Jeg har strikket et sjal til en veninde, som ringer til mig hver dag for bare lige at spørge hvordan jeg har det. Hun går altid i rødt, så jeg tænker at disse farver kan passe.

Jeg går stadig i spænding – pakken er ikke kommet frem endnu, men der har jo lige været 3 fridage, så mon ikke den dukker op i løbet af de første dage….. jeg er så spændt på om han kan li den når han får den på…..

3 dages sommer …..

Det er helt vidunderligt, en forsmag på  det der kommer senere. Jeg har ikke noget imod at vente, bare det ikke varer for længe! Jeg håber Karl har tålmodighed lidt endnu; først skal den tørre, så skal den sendes med postnord – det tar nok 9 dage – så selvom hans fødselsdag er på søndag, tror jeg der går mindst en uge over.

Jeg har sendt billeder til ham på instagram, så han har set den før alle  andre, og erklæret sig tilfreds! – om det så var med trøjen eller med farmor – jeg håber det var begge dele! Farverne er meget klarere i virkeligheden.

Det er min udgave af Stephen Wests ‘reis’.  Sjov at strikke, men sen; det har taget mig 3 uger med 8 timer hver dag = over 160 timer. Det gør ikke spor, jeg er meget tilfreds med den, og hvis modtageren er glad, er jeg lykkelig! At det har taget så lang tid, er bla at det er vævestrik, trøjen er faktisk ‘dobbelt’. Og så tar det tid at tænke; det nistrede og det gule garn er Madelintosh, men da jeg kun havde de to fed, har det været et puslespil at sætte farverne sammen med mit eget garn, som er både strømpegarn og Charlotte Spagners håndfarvede merino.

Stigen  står der, fordi jeg er ved at lave  en ‘rosenbue’ uden bue.  Fra træet tv har jeg lagt en tyk gren over til huset th – nu venter vi så bare på at fruhein skal tage sig sammen til at vikle rosenrankerne om – det stikker så forbistret! Rosen er en ‘Celeste’, som er en meget smuk gammel,  duftende rose, der har mørkerøde knopper, men folder sig ud i rosa og bleger til hvid. Den kommer allerbedst til sin ret når den kan hænge ned…

Jeg elsker violer; jeg har både blå, lilla og hvide – og de vilde er meget talrige i år, mest i græsplænen!

At jeg har det godt i øjeblikket, fremgår vist af indlægget, men jeg skal passe på mig selv et godt stykke tid endnu…

 

Så kom det forbistrede forår!

Og jeg har været i haven, og det er såå koldt! Flagene står vandret, og selv herinde i det beskyttede farvand, sidder mågerne baglæns på pindene..

Tulipanerne i haven viser ikke farve endnu, så det er dejligt når jeg har fået en buket!

Sol og kuling kan bruges til at gøre dynen lækker….

Trøjen til Karl får I ikke at se i hel figur før den  er færdig og han har fået den. Han har fødselsdag den 22., så jeg satser stærkt på at blive færdig.

Aprilsnar!

Jeg åbnede øjnene ved 6-tiden i morges – der er mistænkeligt stille – ganske rigtigt, det sner igen! Men jeg så i vejrudsigten i aftes, at foråret kommer i næste uge, så det tror jeg på. Sneen i dag er bare en aprilsnar!

Sjalet er min fortolkning af Stephen Wests ‘Holey Chevrons’ – det virker knapt så hidsigt på en lys baggrund.

Jeg fik mit store ønske opfyldt  – et besøg i Sommerfuglen i København. Det kom i stand da min søn inviterede mig derover i påsken, og  min dejlige nabo samtidig skulle derover. Tænk, jeg blev kørt lige til døren i Nyboder, hvor de bor nu, og det samme på hjemturen! Jeg føler mig meget privilegeret!  Lige oven over dette, et billede af de garner jeg købte. Jeg vil strikke en trøje til mit mellemste barnebarn på 12 år. Det skal være ‘reis’ af Stephen West. Han laver så spændende opskrifter, og jeg fik grønt lys fra knægten, som sagde: ‘jeg lægger min skæbne i dine hænder farmor, jeg stoler på din smag!’ – må det være vildt? – ‘jo vildere jo bedre!’ Det kalder jeg en tillidserklæring.

Den er sjov at strikke, vævestrik kan jeg så godt lide – der er en særlig rytme i.

Forår indendørs…

Der er smukke dage, og der er grå dage – både udenfor og indenfor – og indeni. Jeg sætter grene i vaser, forår VIL jeg have.

Et bundt magnoliagrene blev delt med min søde nabo – det var dyrt, men stort nok til 2 vaser! Her ses lidt af ‘Holey chevrons’, et Stephen West – sjal, som jeg har lavet lidt om på. Jeg elsker hans designs, men det er som om hans frie metode inspirerer mig til at gå lidt videre. … jeg er snart færdig, men lover at sætte billeder i, når det er blogget.

Pæregrenene har stået i 3 uger nu, men de kom fra bidende frost til stuevarme, og selvom jeg kun har 18 grader, er forskellen stor.

Jeg har vist dem frem før;’ penguono’ med mine egne ændringer og det tykke bløde sjal i vævestrik. I baggrunden afsløres det, at jeg stadig ikke har fået monteret ‘marled magic’ – når jeg viser dem igen, er det fordi jeg overvejer at sælge dem – og jakken er liige det mindste….

Jeg skal nok måle og så videre hvis der er nogen alvorligt interesserede. Jakken skal også vaskes og spændes lidt ud.

Og så lige et billede af min udsigt ud af vinduet kl halvotte til morgen!

 

Farver heler…

Jeg er begyndt at gå hos en meget dygtig psykolog. Lægehuset bruger hende som krisepsykolog – jeg var heldig at kunne komme ind under den kategori ;o)  Hun siger at jeg har en alvorlig depression.

Jeg skal lige fortælle at min mail boks virker igen.

Flere har sagt og skrevet til mig, at jeg ikke kan have en depression, når jeg er så kreativ, og bruger så mange farver. Hun siger at det er fordi de ikke ved hvad de taler om.  Et menneskes kerne er det sidste der lukker ned.  Min kerne er åbenbart farver og kreativitet.  Jeg kan ikke huske, jeg kan ikke lave mad, jeg kan ikke finde rundt i Odense mere – så jeg klamrer mig til min kerne – farverne. I grunden ret trøstende at få at vide.

Sjalet i vævestrik er blevet så smukt, blødt, tykt og lækkert!

Det smukke hørstof, jeg købte sidst, har fået selskab af et par små stofprøver som passer til, og som skal bruges til at sy lapper på i forskellige patchwork teknikker. Jeg syede for mange år siden et tæppe i en japansk teknik – det er meget smukt. Jeg er fascineret af japansk kultur, tøjstil og håndarbejde. Jeg håber jeg formår at skabe noget der lever op til det…

Når solen falder ind på bordet, kan jeg ikke andet end at blive inspireret…

Isen har dækket mit ‘hav’ i den sidste tid, men nu er det smeltet igen. Tilbage er minderne om de sjove aftryk  – her afsløres et vandet har været højere da det frøs…

Jeg kunne tage mange billeder af isen – det er så sjældent vi har det. Men godt for blishøns og troldænder; de kan ikke blive af frygt for at fryse fast i isen. Jeg håber bare de kommer tilbage igen.

Og så sner det igen….

– om blomster, farver, garn, strik og livets glæder i almindelighed