Livet begynder igen…

De sidste par år her været slemme at komme igennem. Det har i nogen perioder føltes som at være blevet væk i en skov. Jeg oplevede det da jeg var 6 år, og de næste 10 år havde jeg jævnligt mareridt om det.  En følelse af at være et sted i livet, hvor ingen af de svar jeg havde,  passede sammen med de spørgsmål der kom i mit hoved. Som 6 årig var det jo naturligt, at jeg ikke havde livserfaring nok til at finde vej – men som 66 årig, var det meget angstfremkaldende, at jeg ikke kunne finde ud af at leve.

Den psykolog jeg kom til –  jeg var hos hende 5 gange  over en periode på 4 måneder,  virkede så provokerende på mig at jeg afbrød samarbejdet længe før hun havde tænkt sig det. Til sidst var der så mange forviklinger, misforståelser og aldeles uprofessionelle ‘greb’ og ‘planer’, at jeg oplevede at have mere greb om mit liv end hun havde. Jeg kan ikke takke hende for ret meget, ud over for den opgave hun bagefter påstod hun ikke havde givet mig, og som jeg var 14 dage om at løse.

Da jeg havde løst opgaven, et brev til et forlængst afdød familiemedlem, kom min hukommelse med resten. Det var et chok at opdage at jeg havde fortrængt så meget gennem 50 år,  og at jeg blev så syg af det. 

Alle de symptomer, jeg havde, rysten på hænderne, så jeg ikke kunne holde noget eller skrive, hukommelsessvigt, mit sprog der forsvandt, – alle de ting, der fremtvang min rejse rundt i scannere, til neurologer og neuropsykologer, som til sidst overvejede om jeg havde en  demenssygdom.  Jeg kan ikke huske det hele, bare konstatere at jeg mistede både familie og venner undervejs på den rejse, der endte, da jeg fandt en afdeling for ‘senfølger’ under Region Syd. Og det er ikke senfølger efter alkohol eller stofmisbrug….

Det var som at trykke på en knap – ved at læse de tekster der står, huskede jeg alt, samtidig med at mine symptomer forsvandt! Ikke sådan vupti, men over en forbavsende kort periode.

Jeg kan godt forstå, hvis I har svært ved at følge med – det har jeg også selv. Hver dag bringer en ny glæde over livet, nye erindringer – ikke alle grumme – men først og fremmest harjeg har fået mit sprog igen – og glæden!

Gennem hele det sidste år græd jeg spandevis af tårer – det var frygteligt at være blevet væk i sit eget liv – det var så slemt at jeg holdt alle væk – jeg magtede ikke andre i mit kaos.

Nu er kaos ved at blive, om ikke til kosmos, så til at vågne hver morgen med glæde over at være til og at være kommet igennem. Jeg er godt klar over at der er masser af arbejde der stadig skal gøres, men jeg vil og KAN!

Sjalet ovenover, Stephen Wests ‘Vertices United’ har jeg strikket i løbet af den sidste måned, og efter engelsk opskrift – det var ikke det letteste, men jeg ville.  Mange tror det er hans letteste – de skulle bare vide……

Til sidst i dette lange indlæg, vil jeg gerne takke alle de skønne piger, der har skrevet til mig, både her på bloggen og på min mail – tak fordi I gav mig håb og holdt mit mod oppe, når jeg var ved at gå under. TAK !

 

10 tanker om “Livet begynder igen…”

  1. Kære Bente

    Først blev jeg rigtig glad, da jeg så, at der var et indlæg fra dig. Så blev jeg vred, forvirret, ked af det og meget mere, over det kaos du har været igennem, uden at professionel hjælp, indtil du selv fandt sen skader.
    Det er svært og umuligt, at sætte sig ind i, hvordan du har haft det. Jeg håber, du finder til din familie og de venner, du har brug for.
    Jeg er sikker på, at du med din stædighed og jernvilje kommer videre og jeg ønsker for dig, at du må vågne, hver morgen og glæde dig til dagen der kommer.
    Kærlig hilsen Marianne

    PS det er stærkt gået, at du kunne strikke det sjal midt i al kaosset.

    1. Tusind tusind tak, Marianne.
      Det har været en drøj tid, men det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere!
      At jeg strikkede sjalet hænger sammen med, at det er ren glæde for mig at strikke – jeg kan ikke undvære det!
      kh Bente

  2. Kære Bente,
    hvor er jeg GLAD for at høre, at du nu endelig har fundet dig selv efter alle de trængsler og pinsler du har været igennem. Jeg blev så TRIST over dit sidste indlæg, selv om der var de dejligste billeder fra din skønne have. Nu håber jeg inderligt at du kan fortsætte med bedringen og NYDE livet i dine dejlige omgivelser, ude som inde. Jeg er virkelig forundret over, hvad du har udrettet i din have på den korte tid, du har haft den. Når jeg tænker på de første billeder, du viste os, da var der ikke meget “at skrive hjem om”, men det har du sandelig formået at ændre på. Bliv endelig ved med det, jeg glæder mig over hvert et billede, du viser os.
    Jeg ønsker dig en rigtig dejlig sommer🌞
    Mange varme hilsner
    Ulla

  3. Kæreste Bente
    Hvor er det skønt at læse at du er på vej til at finde hjem til dig selv igen! Jeg har på rimeligt tæt hold oplevet en veninde gå igennem et tilsvarende erkendelsesforløb, så jeg HAR set hvor voldsomt det kan være og hvilken befrielse det samtidigt kan være. Og din historien bekræfter mig jo kun i, at kroppen både er klog og kan huske ting, vi ellers anser for glemt – det er netop DET jeg arbejder med gennem ManuVision.
    Også dejligt igen at kunne fornemme lidt kant og kraft i dit indlæg – du er helt sikker på rette spor 🙂
    Alt det bedste til dig <3
    Henriette

  4. Mange mange mange kærlige tanker til dig her fra heden! ord kan ikke gøre det her – men varme og kærlige tanker sender jeg til dig.
    Kirsten

  5. Kære Bente!
    Hvor er det godt at høre, at der igen er lys og håb i dit liv. Det må næsten føles som at blive født på ny.
    Jeg er så glad på dine vegne. Selv om du har et stort arbejde foran dig, har du fat i den lange ende, og dit liv skal nok blive dit. Endelig langt om længe.
    Tak, at du deler!
    Kærligst,
    Hanne

    1. Tusind tak, Kære Hanne.
      Det er så kolossalt stor en lettelse, og nu er der kun een vej, og det er fremad.
      Min pc er i stykker, så det blir meget kort.
      TAK!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.