Hydrangea paniculata grandiflora

– imponerende navn, ikke? Jeg havde set den hos en bekendt, og måtte gentage navnet for mig selv hele vejen hjem, så jeg kunne købe én når lejlighed bød sig. Jeg har aldrig glemt det navn! Den er ikke sprunget ud endnu, det sker i august. Foran den står en rosa  solhat og en ubestemmelig slags kongelys, nogenlunde tæmmelig og med smukke lysegule ’spir’.

2014-07-18 19.33.38

Sådan ser den ud i fuldt flor – ikke hos mig, men i en engelsk have….. gardendesignforliving.com

Her er en anden Hydrangea paniculata Annabelle – den er ligeså smuk, med kæmpestore hoveder. 2014-07-18 19.32.43

8 tanker om "Hydrangea paniculata grandiflora"

  1. Har også en af slagsen – plantet i en krukke. Den blomstrer trofast hvert år uden særlig omsorg, mens adskillige andre hortensiaer er døde eller i hvert fald blomsterløse pga sen nattefrost. Har lige købt fire forhutlede eksemplarer for ialt fyrre kroner, deriblandt de to du viser plus to lyserøde. De venter på lidt regnvejr, så skal de få lov at blive store og flotte i nogle halvskyggede kroge. Det er dejligt med nogle sentblomstrende buske, når det store sus fra rhododendron, dronningebusk og jasmin er væk 🙂

    1. Det er så dejlige planter, og får man dem sat godt, kan de blive kæmpestore. Min annabelle er 3,5 x 3 meter og grandifloraen er næsten lige så stor.
      Ja, du har ret, det er med at have noget smukt at se på hele året. Det er det princip jeg har plantet min have til efter, og det betyder at bedene skifter udseende mange gange i løbet af en sæson. Men jeg er så privilegeret at jeg har skov mod syd og vest og en række store bøge mod øst, det gir læ.

  2. De vildt flotte. Jeg har tre – TRE – gange forsøgt at få dem til at gro i min have, men de nægter stædigt at overvintre. Hvad jeg slet ikke forstår er, at vi ser dem overalt her i Sverige, hvor de også bliver kæmpestore, men hvor vintrene jo bestemt ikke er mildere end i DK. Jeg har forsøgt med to indkøbt i Danmark og en fra Sverige, men der er vist ikke noget at gøre. Jeg må nøjes med at nyde dem i andre folks haver, når vi er i Sverige.

    1. Det er godt nok mærkeligt; jeg har lige opdaget at de gerne vil stå i spagnum, altså surbundsbed – det gør mine ikke! Hvis du sender mig din adresse, så sender jeg dig en ‘unge’ når du vil have den – jeg har lavet mange, og de gror altid der hvor de kommer hen. Den der står ved min terrasse er også en unge jeg har lavet – den er da et par meter i diameter – på 4 år.

        1. Vi skal helst vente til sidst i august eller i begyndelsen af september – lidt afhængig af vejret. Vi får se om mine ‘gener’ ikke kan overleve hos dig!

  3. Wauw… Du har da noget at se frem til…
    Jeg ville lige spørge hvordan de kunne holde balancen i jysk blæst, men det kom du så med en forklaring på!
    Regntunge blomsterhoveder må da have problemer?

    1. Det har du helt ret i, men vi har haft nærmest skybrud et par gange inden for de sidste uger, og de falder tungt ned – men de rejser sig igen. Nogen gange, hvis det regner over en lang periode, må jeg hjælpe dem ved at sætte nogle himstregimser under, der kan fås i havecentre – dem bruger jeg fx også til mine pæoner og de store riddersporer. kan ikke huske hvad de hedder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *