Farver heler…

Jeg er begyndt at gå hos en meget dygtig psykolog. Lægehuset bruger hende som krisepsykolog – jeg var heldig at kunne komme ind under den kategori ;o)  Hun siger at jeg har en alvorlig depression.

Jeg skal lige fortælle at min mail boks virker igen.

Flere har sagt og skrevet til mig, at jeg ikke kan have en depression, når jeg er så kreativ, og bruger så mange farver. Hun siger at det er fordi de ikke ved hvad de taler om.  Et menneskes kerne er det sidste der lukker ned.  Min kerne er åbenbart farver og kreativitet.  Jeg kan ikke huske, jeg kan ikke lave mad, jeg kan ikke finde rundt i Odense mere – så jeg klamrer mig til min kerne – farverne. I grunden ret trøstende at få at vide.

Sjalet i vævestrik er blevet så smukt, blødt, tykt og lækkert!

Det smukke hørstof, jeg købte sidst, har fået selskab af et par små stofprøver som passer til, og som skal bruges til at sy lapper på i forskellige patchwork teknikker. Jeg syede for mange år siden et tæppe i en japansk teknik – det er meget smukt. Jeg er fascineret af japansk kultur, tøjstil og håndarbejde. Jeg håber jeg formår at skabe noget der lever op til det…

Når solen falder ind på bordet, kan jeg ikke andet end at blive inspireret…

Isen har dækket mit ‘hav’ i den sidste tid, men nu er det smeltet igen. Tilbage er minderne om de sjove aftryk  – her afsløres et vandet har været højere da det frøs…

Jeg kunne tage mange billeder af isen – det er så sjældent vi har det. Men godt for blishøns og troldænder; de kan ikke blive af frygt for at fryse fast i isen. Jeg håber bare de kommer tilbage igen.

Og så sner det igen….

8 tanker om “Farver heler…”

  1. Hvor er det godt, du er kommet igang hos en dygtig psykolog!
    Og hvor er det godt, du har en smuk kerne, der kan give dig glæde… så må resten indfinde sig efterhånden.
    Det gør så godt for sjælen at skabe noget. Det heler den forslåede selvfølelse og giver lidt mere tro på at man kan noget.. at man er noget.. For det er så skræmmende ikke at kunne finde sig selv.. ikke finde vej.. ikke forstå hvorfor hjernen ikke vil samarbejde..
    Jeg sender de varmeste tanker og ønsker for at du snart mærke fremgang. Og at forår og lys hjælper dig på vej.
    Knus

    1. Kære Anne.
      Tus.ind tak for dit varme, indfølende brev. Du beskriver meget fint den angst der opstår, når man må erkende at nu går den ikke længere; nu skal der hjælp til, professionel hjælp. Jeg har jo altid troet at jeg kunne klare det selv; men hvor er det dog godt at der findes dygtige mennesker til at klare det for mig. Og jeg har altid opfordret til åbenhed, til at tale om psykiske problemer, derfor skriver jeg at jeg har fået en depression. Ikke for at ynke og jamre, men for at hjælpe til med at fjerne den tabuisering der eksisterer. kærlig hilsen og tak – Bente

  2. Kære Bente – mennesker kan være så utroligt kloge – jeg ved det jo fra min Anja og hendes sygdom – !
    Der er intet som farver – jeg elsker farver og de farver min hverdag – der er blomster overalt – jeg elsker naturen og det gør min Anja også – intet er så livgivende som farver.
    Der kan laves tykke bøger om, det som folk tror de er klogere end, den der står i situationen.
    Hvor er jeg glad for at du får hjælp – utrolig glad.
    Sender et stort stort varmt og kærligt kram
    Kirsten

    1. Tak Kirsten. Ja, du ved om nogen, hvad det vil sige – du må love mig at hilse Anja.
      Jeg synes faktisk det er ret fantastisk, at psyken er sådan indrettet, at det, der er vigtigt, bliver endnu stærkere fremtrædende i depressionen!
      Jeg kan godt ærgre mig lidt over ikke at have en kunstners evner!
      Tak for kram og kærlige tanker – Bente

  3. Kære – kære Bente – du har en kunstners evne – set på din have – dit hjem og alt det du får lavet med dine hænder!

  4. Hvor er det dejligt at høre fra dig og se dine smukke billeder. Godt at du har fået en rigtig god psykolog – som kan hjælpe dig gennem en tung og svær periode. Jeg er sikker på, at dine kunstneriske evner og din sans for det smukke i naturen vil hjælpe dig på vej. Jeg sender dig de varmeste tanker med håbet om at lyset og foråret hjælper dig på vej, Marianne

    1. kære Marianne.
      Tak for dine gode ord – jeg har ikke haft overskud til at svare i går, der er sløje og mindre sløje dage.
      Jeg håber snart det lysner en smule, det vil være godt at kunne komme i haven. Jeg er gået i gang med at sy nogle kjoler – stoffet er i hvert fald lagt frem…..og der er et nyt sjal på pindene. Jeg MÅ have gang i noget, ellers bliver forbruget af lommetørklæder for stort!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.