Så er julegaverne færdige! Det er nu ikke fordi det har taget al tiden at strikke handskerne, men jeg har været en tur på børnebørnsbesøg på Nordsjælland – og da jeg kom hjem, faldt jeg i en bog, og én til og én til. Det er én af fordelene ved at bo alene, jeg kan læse ligeså længe det passer mig!

Jeg har gået med overvejelser om at holde en pause med skriveriet på bloggen. Den blev oprettet for 2 år siden med det primære formål at vise hvad der glæder og inspirerer mig ved at have en have og ved forskellige former for håndarbejde.  Jeg har, som nogen så venligt lader mig vide, haft svært ved at være pokkers inspirerende det sidste halve år – en skilsmisse og tabet af min mor er sorger, som de fleste forstår er noget der tar tid. Men at mine indlæg har ’sydet af jammer’ – det mener jeg ikke er rigtigt. Jeg har i hvert fald gjort mig umage for at se det positive og skrive om det. Men det kan godt være at der bliver lidt længere mellem indlæggene – indtil inspirationen kommer igen…….

Handskerne er dobbelte, to handsker spejlvendt foldes ind i hinanden. De er heldigvis noget stærkere i farverne end på fotoet – de er strikket i ren uld – varme må de være! Jeg tror jeg vil strikke et par til mig selv…

Jeg har samlet alle nisserne på et fad – jeg synes det ser rodet ud når der står noget rødt alle vegne (nu rabler det for konen) – endnu en fordel ved at bo alene…

14 tanker om ""

  1. Kære Bente,
    Allerførst vil jeg lige sige, at jeg bestemt ikke synes at dine indlæg på noget tidspunkt har “sydet af jammer”!! Og hvis der er nogen, der synes det, så står det dem jo frit for at undlade at læse din blog. I øvrigt kan vi jo ikke gå rundt og være glade hele tiden, det må da være tilladt, at give udtryk for at man er ked af det, hvilket er meget forståeligt i dit tilfælde.
    Jeg håber du fortsætter med skriveriet, jeg glæder mig altid til at læse dine ord, og ikke mindst at se dine dejlige fotos af indretning, håndarbejde, haven, naturen og hvad du ellers har glædet os med. Det er nogle skønne vanter du har strikket, de må vække stor glæde hos de heldige modtagere😊
    Rigtig glædelig jul og et godt nytår🎅🎄🎁🎉🍸🍾
    De kærligste hilsner fra Ulla

  2. Jeg skriver blo, fordi jeg kan lide det. Det får sat ord på både projekter og tanker.
    Og så må de der kan lide det læse med og andre bare lade være!
    Håber sørme du fortsætter. Det er jo livet som det nu engang udspiller sig for os… og jeg kan i hvert fald spejle mig i det.
    Ønsker dig en god og hjertevarm jul
    Knus.

  3. Jeg håber ikke, at du lukker din blog. Jeg nyder dine smukke billeder af naturen, din inspirerende indretning nu af dit nye hjem og alt det andet du viser og fortæller om.
    Livet er jo desværre ikke altid en dans på roser, og hvis blog og Instagram altid kun viser en glansbillede hverdag, bliver det helt forskruet.
    Hvis du ikke har lyst til så mange indlæg, er det jo helt i orden, men jeg indrømmer, at jeg altid bliver lidt bekymret for dig, hvis der går for lang tid.
    Jeg ønsker dig en fortsat god december, måske fordybet i en god bog, og det er jo ikke så ringe endda.

  4. Altså hvem pokker finder på at sige/skrive, at du jamrer? De har da vist ikke hørt jammer!

    Jeg nyder din blog igennem dine glæder og sorger og ville være ked af, hvis der ikke dukkede et indlæg op i ny og næ. Glade som triste. Knus til dig.

  5. Jeg er en trofast læser fra Nordjylland. Jeg har ikke været med hele tiden, men næsten. Nyder dine indlæg, synes ikke de har sydet af jammer 🙂

  6. Det må være misundelsens brød – som nogen giver udtryk for – at se dine finer sager – din kreativitet – og være ked af det må man godt – jeg har stået med en grædende Anja i dag – da endnu en i den psykisk syge gruppe – har begået selvmord! Det er et stakkels menneske – der ikke kan føle følelser – Bente du må endelig blive ved – jeg er en af de mange der glædes over dine indlæg – de giver varme og mange aha oplevelser. Mange mange kærlige hilsener – Kirsten

  7. Kære Bente
    Smukke, smukke vanter 🙂
    Og en god ide at samle de røde nisser på et sted, hvor har du ret, de kan let rode.
    Jeg nyder sådan dine smukke billeder og jeg er imponeret over at du deler din hverdag med os andre både det gode og det sørgelige. Du skriver så fint, jeg håber du gider blive ved med det. Dejligt at høre, at du har hygget dig med gode bøger, det er en fantastisk måde at komme ind i en anden verden.
    Ønsker dig en glædelig jul
    De bedste hilsner Helle

  8. Kære Bente!
    Nu bliver jeg nødt til at sætte nogle ord sammen! Så kan du gøre med dem, hvad du vil.
    At nogen kan laste dig for din form (for din blogs form, forstås!), forstår jeg virkelig ikke. Jammer? Sådan noget vrøvl! I mine øjne har du generøst delt med dine læsere, hvad der er sket i dit liv. Skilsmisse og død er hårde sager, men du har da også fortalt om din glæde over børnebørn – have – hunde – gode naboer – og vist smukke sager: strik, pileflet, have, indretning, solnedgange, osv!
    Vi læsere har da ikke KRAV på inspiration til noget som helst. Finder vi ikke, hvad vi har brug for på en blog, må vi finde en anden. Der er så mange blogs, at alle kan finde den ønskede inspiration.
    Jeg holder meget af din blog, og jeg håber, du fortsætter med at skrive!
    Hanne

  9. Kære Bente,
    Bloggen er din og du er forfatteren, så hvis andre har trælse ting på deres fingerspidser, må de for syv ~ søren da holde det for sig selv.
    Jeg læser din blog meget ofte, besøger den for at se dine smukke kreativiteter.
    Det som du er igennem, tager den tid det nu engang gør.
    Der er tanker og minder som vendes og nydes og savnes, og sikkert meget mere. Giv dig den tid det tager, for det er ikke overstået på en eller to dage.
    Jeg ønsker dig al mulig held samt glædelig jul.

    Mange Hilsner fra *GRL ~ DK*

  10. Hejsa Bente!
    Jeg har læst dine indlæg og fulgt lidt med. Ja, du har haft en hård tid at komme igennem og det er jo ikke ovre fordi du er flyttet eller der går et helt år. Ting tager tid! Held og lykke til dig.
    Jeg vil ønske dig en rigtig glædelig jul her fra det nordjyske, Blokhus! Knus fra Marianne

  11. Kære Bente!
    Godt, du offentliggjorde opbakningen.
    Må du få dejlige juledage, hvor der er plads til at mindes med vemod og plads til glædes ved lige her og nu!
    Kærligst,
    Hanne

  12. Noget af det jeg nyder ved netop DIN blog er af den syder af ærlighed og af det der fylder dit liv! Samtidig byder du ind med masser af inspiration i forbindelse med de håndarbejder og gøremål der fylder dit liv – når tiden er til det. DEJLIGT at bloggen ikke blot er endnu en glimmerudgave af et liv.
    Jeg har ikke kommenteret meget på det sidste men trofast læst med. De krævede feltet blev tommer i forbindelse med ny computer; nu bliver de udfyldte igen.
    Du har haft et turbulent år og jeg håber at 2017 byder på masser af nye muligheder og glæde til dig. Jeg håber at få lov til at følge med 🙂
    Knus og Tanker med ønske om et godt nytår
    Henriette

  13. Hej Bente
    et forsinket godt Nytår til dig, håber at det nye år vil være god ved dig. Jul og Nytår har sikkert ikke været nemt for dig, der har været mange minder der skulle plejes. Du er meget stille i øjeblikket, men jeg håber alt er vel hos dig.
    Hvad med uvejret og de grimme oversvømmelser, har det ramt dig i dit dejlige hus med den smukke udsigt.
    Tag den tid du skal bruge, inden vi hører fra dig igen, pas på dig selv så længe, de bedst hilsner Marianne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *