Livet begynder igen…

De sidste par år her været slemme at komme igennem. Det har i nogen perioder føltes som at være blevet væk i en skov. Jeg oplevede det da jeg var 6 år, og de næste 10 år havde jeg jævnligt mareridt om det.  En følelse af at være et sted i livet, hvor ingen af de svar jeg havde,  passede sammen med de spørgsmål der kom i mit hoved. Som 6 årig var det jo naturligt, at jeg ikke havde livserfaring nok til at finde vej – men som 66 årig, var det meget angstfremkaldende, at jeg ikke kunne finde ud af at leve.

Den psykolog jeg kom til –  jeg var hos hende 5 gange  over en periode på 4 måneder,  virkede så provokerende på mig at jeg afbrød samarbejdet længe før hun havde tænkt sig det. Til sidst var der så mange forviklinger, misforståelser og aldeles uprofessionelle ‘greb’ og ‘planer’, at jeg oplevede at have mere greb om mit liv end hun havde. Jeg kan ikke takke hende for ret meget, ud over for den opgave hun bagefter påstod hun ikke havde givet mig, og som jeg var 14 dage om at løse.

Da jeg havde løst opgaven, et brev til et forlængst afdød familiemedlem, kom min hukommelse med resten. Det var et chok at opdage at jeg havde fortrængt så meget gennem 50 år,  og at jeg blev så syg af det. 

Alle de symptomer, jeg havde, rysten på hænderne, så jeg ikke kunne holde noget eller skrive, hukommelsessvigt, mit sprog der forsvandt, – alle de ting, der fremtvang min rejse rundt i scannere, til neurologer og neuropsykologer, som til sidst overvejede om jeg havde en  demenssygdom.  Jeg kan ikke huske det hele, bare konstatere at jeg mistede både familie og venner undervejs på den rejse, der endte, da jeg fandt en afdeling for ‘senfølger’ under Region Syd. Og det er ikke senfølger efter alkohol eller stofmisbrug….

Det var som at trykke på en knap – ved at læse de tekster der står, huskede jeg alt, samtidig med at mine symptomer forsvandt! Ikke sådan vupti, men over en forbavsende kort periode.

Jeg kan godt forstå, hvis I har svært ved at følge med – det har jeg også selv. Hver dag bringer en ny glæde over livet, nye erindringer – ikke alle grumme – men først og fremmest harjeg har fået mit sprog igen – og glæden!

Gennem hele det sidste år græd jeg spandevis af tårer – det var frygteligt at være blevet væk i sit eget liv – det var så slemt at jeg holdt alle væk – jeg magtede ikke andre i mit kaos.

Nu er kaos ved at blive, om ikke til kosmos, så til at vågne hver morgen med glæde over at være til og at være kommet igennem. Jeg er godt klar over at der er masser af arbejde der stadig skal gøres, men jeg vil og KAN!

Sjalet ovenover, Stephen Wests ‘Vertices United’ har jeg strikket i løbet af den sidste måned, og efter engelsk opskrift – det var ikke det letteste, men jeg ville.  Mange tror det er hans letteste – de skulle bare vide……

Til sidst i dette lange indlæg, vil jeg gerne takke alle de skønne piger, der har skrevet til mig, både her på bloggen og på min mail – tak fordi I gav mig håb og holdt mit mod oppe, når jeg var ved at gå under. TAK !