3 dages sommer …..

Det er helt vidunderligt, en forsmag på  det der kommer senere. Jeg har ikke noget imod at vente, bare det ikke varer for længe! Jeg håber Karl har tålmodighed lidt endnu; først skal den tørre, så skal den sendes med postnord – det tar nok 9 dage – så selvom hans fødselsdag er på søndag, tror jeg der går mindst en uge over.

Jeg har sendt billeder til ham på instagram, så han har set den før alle  andre, og erklæret sig tilfreds! – om det så var med trøjen eller med farmor – jeg håber det var begge dele! Farverne er meget klarere i virkeligheden.

Det er min udgave af Stephen Wests ‘rais’.  Sjov at strikke, men sen; det har taget mig 3 uger med 8 timer hver dag = over 160 timer. Det gør ikke spor, jeg er meget tilfreds med den, og hvis modtageren er glad, er jeg lykkelig! At det har taget så lang tid, er bla at det er vævestrik, trøjen er faktisk ‘dobbelt’. Og så tar det tid at tænke; det nistrede og det gule garn er Madelintosh, men da jeg kun havde de to fed, har det været et puslespil at sætte farverne sammen med mit eget garn, som er både strømpegarn og Charlotte Spagners håndfarvede merino.

Stigen  står der, fordi jeg er ved at lave  en ‘rosenbue’ uden bue.  Fra træet tv har jeg lagt en tyk gren over til huset th – nu venter vi så bare på at fruhein skal tage sig sammen til at vikle rosenrankerne om – det stikker så forbistret! Rosen er en ‘Celeste’, som er en meget smuk gammel,  duftende rose, der har mørkerøde knopper, men folder sig ud i rosa og bleger til hvid. Den kommer allerbedst til sin ret når den kan hænge ned…

Jeg elsker violer; jeg har både blå, lilla og hvide – og de vilde er meget talrige i år, mest i græsplænen!

At jeg har det godt i øjeblikket, fremgår vist af indlægget, men jeg skal passe på mig selv et godt stykke tid endnu…

 

Så kom det forbistrede forår!

Og jeg har været i haven, og det er såå koldt! Flagene står vandret, og selv herinde i det beskyttede farvand, sidder mågerne baglæns på pindene..

Tulipanerne i haven viser ikke farve endnu, så det er dejligt når jeg har fået en buket!

Sol og kuling kan bruges til at gøre dynen lækker….

Trøjen til Karl får I ikke at se i hel figur før den  er færdig og han har fået den. Han har fødselsdag den 22., så jeg satser stærkt på at blive færdig.

Aprilsnar!

Jeg åbnede øjnene ved 6-tiden i morges – der er mistænkeligt stille – ganske rigtigt, det sner igen! Men jeg så i vejrudsigten i aftes, at foråret kommer i næste uge, så det tror jeg på. Sneen i dag er bare en aprilsnar!

Sjalet er min fortolkning af Stephen Wests ‘Holey Chevrons’ – det virker knapt så hidsigt på en lys baggrund.

Jeg fik mit store ønske opfyldt  – et besøg i Sommerfuglen i København. Det kom i stand da min søn inviterede mig derover i påsken, og  min dejlige nabo samtidig skulle derover. Tænk, jeg blev kørt lige til døren i Nyboder, hvor de bor nu, og det samme på hjemturen! Jeg føler mig meget privilegeret!  Lige oven over dette, et billede af de garner jeg købte. Jeg vil strikke en trøje til mit mellemste barnebarn på 12 år. Det skal være ‘reis’ af Stephen West. Han laver så spændende opskrifter, og jeg fik grønt lys fra knægten, som sagde: ‘jeg lægger min skæbne i dine hænder farmor, jeg stoler på din smag!’ – må det være vildt? – ‘jo vildere jo bedre!’ Det kalder jeg en tillidserklæring.

Den er sjov at strikke, vævestrik kan jeg så godt lide – der er en særlig rytme i.