Glædelig jul!

Jeg ønsker alle de læsere, der har fulgt mig gennem tykt og tyndt, op- og nedture og mere eller mindre fornyende indlæg, en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår. Jeg har vedtaget, at 2018 bliver bedre end 2017 har været for mig – det kan kun gå fremad!

Thai elsker at ligge på kakkelgulvet i entreen – det er så dejligt køligt. Men i nat har han ligget helt ind til mig, dog ikke i sengen.

Mit juletræ er så fint; så lille og fint i formen, jeg kan ikke nænne at hænge pynt på!

Selvom det er jul, ligger der igen garn på bordet, denne gang til en kreation, som nok vil dele vandene!

Det er ‘marled magic’ af Stephen West – Jeg faldt med et brag for den da jeg så billedet på Ravelry.  Efter at have fundet en masse rester frem, downloadede jeg opskriften, og fandt ud af, at der for hver eneste del af trøjen, er en video på youtube. Hvor SW forklarer og viser, kærligt og behageligt, hvordan man gør! Hold nu op! Hvor jeg før har været noget skeptisk mht denne sjove fyr, må jeg erklære mig for FAN!

Jeg drejer farveholdningen en anelse, væk fra det klare blå og det sorte. Man må jo også bruge det man har, siger SW, og opfordrer til at slå gækken løs… farverne er lidt mørkere i virkeligheden.

Jeg må stadig ind imellem slå de engelske forkortelser op, men ellers er opskriften  let nok. Jeg får afprøvet masker og mønstre jeg aldrig har udsat mine pinde for! Det kan på det varmeste anbefales. Husk, I behøver jo ikke at strikke i SWs farver, hvis det ikke lige er yndlings – prøv at se en video med ham – jeg var solgt!