Julehumør trods alt…

Der er så ufatteligt mange mennesker der lever på flugt, syge, efter at have mistet alt det vi regner for at høre med til et godt liv.  Jeg sidder her i min varme stue, med den smukkeste udsigt man kan tænke sig, og med alt det garn, stof, papir og farver der skal til for at udfolde sig kreativt.  Jeg føler mig så privilegeret, så tryg, så heldig.

Og jeg forstår ikke det fremmedhad, der er vokset op i vores lille beskyttede samfund. Jeg krymper mig og kan næsten ikke åbne  face book, hvor det svømmer over med hadske, racistiske og, først og fremmest, fordomsfyldte udgydelser. Vi danskere har altid brystet os af at være et oplyst folk – hvornår og hvordan er vi blevet så små, så uoplyste, så tå krummende pinligt smålige? Jeg kan blive åh, så flov og rasende. ” Jamen, du må da kunne forstå at de er bange for at miste deres gode liv”  Nej, jeg vil ikke, det er ikke reelt!

    blishøns

Nåh, vi må videre. Jeg er færdig med trøjen til mit store barnebarn – håber den passer denne gang. Bagved står nogle ting, jeg holder meget af, fx den fine snemand som mit mellemste barnebarn lavede da han var 6 år. Den kommer frem som det første hvert år! Julekrybben er jeg også meget glad for, den er fra Rudolf Steiner Skolen hvor de går.

I går, da det var ligeså smukt vejr som i dag, gik jeg en tur, og ærgrede mig igen over at jeg ikke har et rigtig godt kamera – jeg kunne ikke fotografere de svaner der lettede ovre ved Gl. Avernæs.

Denne pude ville jeg gerne sy – engang…

Efter scanninger, neurologiske undersøgelser og diverse tests, plus min egen oplevelse og min læges konklusioner, tyder alt på at jeg har fået en demens sygdom.

Jeg bliver ind imellem rædselsslagen, panisk og ked af det, især når omgivelserne reagerer med at fortælle alle de rædselshistorier de kender, om folk der bliver aggressive, ondskabsfulde  eller isolerer sig – er det dumhed eller ? det kan jeg ikke helt gennemskue. Empati har måske lige så svære vilkår som rummelighed og medmenneskelighed?