Skal – skal ikke – skal…

2017 er ikke lige mit år; jeg kan/tør ikke cykle i øjeblikket. Jeg er snart væltet så mange gange – og har slået mig ad Pommern til, senest forleden aften i øsende regnvejr og buldrende mørke (vi har jo ingen gadelamper). Jeg skulle bare cykle 2 km hjem, og jeg kunne let se vejen, selvom det var mørkt.  Summa summarum, jeg væltede, og slog mig sådan, at jeg ikke kunne komme op at stå igen. Utroligt, så farvestrålende sådan et knæ kan blive 🙂

Mobilen var heldigvis med, så da jeg endelig fik rygsækken af og fik den listet op af lommen, kunne jeg ringe til de venner, som lige havde sagt farvel til mig! Jeg blev fundet, rejst op og kørt hjem i varmen. Efter en god nats søvn, var det meste ok igen.

Men nu er dilemmaet; tør jeg cykle mere? Skal jeg sælge min knapt et år gamle elcykel mens den endnu er næsten ny? Eller skal jeg håbe på at jeg vokser fra den svimmelhed igen? Jeg behøver vel ikke at tilføje, at jeg stadig venter på en tid hos en neuropsykolog….

Det held jeg ikke har med cyklen, har jeg til gengæld i min have – det hele står i fuld flor, og jeg har ikke tal på alle de buketter jeg har plukket. Nogen gange er der 3 eller flere roser i en klase, og så må jeg klippe den største af med meget kort stilk. Til det har jeg små smalle skåle, som kan udstoppes med et par blade, så rosenhovedet med den korte stængel kan blive ‘oven vande’. Se ovenover.

Der er ikke så længe til den første sne, men det her er dog skum!