Lykke er…

At stå op om morgenen og se sådan et syn…

Her skinner solen ikke endnu, men vandet er spejlblankt.

Næste morgen skinner solen – jeg kan næsten ikke være i min krop, så vidunderligt er det – vandet, naturen, haven, blomsterne…

-og lathyrus, som jeg plukker og plukker af – jeg er nødt til at besøge naboerne med buketter, så mange har jeg…

Efter en lang, smuk dag går solen ned med guldkant på skyerne – næste morgen regner det.

Sådan bliver man belønnet, når man kommer med blomster.

Æbler og blommer og et nybagt brød, drog jeg hjem med fra min 89 årige nabokone. Jeg elsker at bo her.

 

 

mm

Strikke- og læsevejr.

Jeg kan egentlig godt li vejrets omskiftelighed; når solen skinner, er jeg i haven. Når det regner eller blæser en hel dag, kravler jeg op i sofaen med en god bog –  uden dårlig samvittighed. I øjeblikket er jeg ved at læse en bog af Elena Ferrante, ‘Min geniale veninde’.

Fantastisk bog – under læsningen tænker jeg på hvem jeg kender, som vil have glæde af at læse den. Den er så dejlig, involverer alle følelser – jeg oplever mig selv med tårerne løbende ned ad kinderne – det sker ikke så tit! LÆS DEN!

Det har regnet en del, og derfor er jeg begyndt på en trøje til mig selv. Samtidig er jeg begyndt på en kostomlægning; jeg har haft brug for at trøste spise det sidste halvandet år – med det resultat at jeg er blevet større og større. Nu behøver jeg ikke at trøstespise mere, så nu skal fedtet af igen;0)

Disse græskar, hokaido,  er så smukke, at jeg kunne finde på at dyrke dem kun for udseendets skyld, – men de smager oveni rigtig godt. En bradepande med rødbeder, pastinak, kartofler og hokaido er noget af det smukkeste man kan servere til en steg eller et lammelår.

Jeg er begyndt at etablere en lille planteskole. Min søde nabo vil lave en rosenhave med stauder. Jeg leverer de stauder jeg har mulighed for at få unger af; fx violfrøstjerner, juleroser, violer og digitalis. Det er en stor glæde at kunne gi lidt videre; jeg har fået så mange frø og stiklinger da jeg skulle etablere min have. Tak .

Jeg plukker af mine lathyrus hver dag – ellers stopper blomstringen. Det minder mig om engang jeg skulle på ferie. Jeg sagde til blomsterpasseren at hun endelig skulle plukke løs af lathyrus’erne. Da jeg kom hjem, var de færdige –  den gode passer havde ladet være med at plukke ‘fordi der skulle være mange til mig når jeg kom hjem’ – og allerede da hun sagde det, var jeg klar over hvad jeg ville få at se når vi nåede om i haven. Hun glemmer det aldrig!

 

 

Dejlige solskinsdage…

I lørdags, den 12.8. skulle min søde nabo holde sin 30 års fødselsdag. 40 gæster var inviteret, 2 stk telte  var holdt stand by, hvis det, som den eneste dag i ugen, skulle regne. Vi lavede mad i flere dage, brød, kager, tærter, lagkager, kartoffelsalater, salater;  rødbede-, melon-, peberfrugt- og tomatsalater. Vi bar borde og bænke, stole og sofaer ud, hynder og tæpper og vattæpper en masse. Hvide duge på bordene, helt ned til græsset (det ser så godt ud) – snesevis af små buketter fra vejgrøften og min have – dejligt at have vaser nok!

DAGEN OPRANDT, OG DET STOD NED I STÆNGER – HELE DAGEN! – og det blæste og var koldt. Det ene telt blev sat op, det andet telt faldt sammen i blæsten. Det er fantastisk så mange mennesker der kan være i en lille stue.

Men maden smagte så godt, og alt blev spist, og der var mange gaver og roser til os der havde kæmpet – det blev en dejlig dag!

Én af de mest roste retter var denne kartoffelsalat med avocado. Billedet er ikke godt, men smagen – mmmm!

1 avocado moses sammen med hvidløg, salt, peber og citron efter smag. Pisk i det, og kom ca 1/2 kg kogte kartofler i små stykker i – der skal mere citron og hvidløg i end du tror. (Jeg køber hvidløgs pasta i et glas, og bruger mindst 2 tsk.) Velbekomme!

For nogen tid siden viste jeg  et billede af denne plante, hvor blomsterne endnu var små – nu er de meget større. Den hedder fløjlshortensia. Jeg har lige fundet ud af at den skal stå i surbund – det gør den ikke. Gad vide hvor store blomsterne så bliver!

Den 4. juli plyndrede jeg min  Willestrup rose fordi en veninde skulle have en smuk buket. Nu står den fyldt med knopper igen!

Jeg har vist mange billeder af Gl. Avernæs, slottet lige over for mig, hvor solen fanger tårnet tidligt om morgenen. I fredags blev jeg inviteret derover og spise; fantastisk mad i en  fantastisk restaurant – og i dejligt selskab.

Og gardinerne er på aftagende……

Nye gardiner….

Jeg havde et par dage gået og set ’syner’.  Det gør jeg stadig – men nu har jeg været en tur omkring OUH og fået konstateret, at det er mit glaslegeme, der er faldet sammen! Det ligner grangiveligt sorte blondegardiner der bevæges af vinden ….

Da jeg gik til lægen, gik det stærkt med at komme af sted; lægen troede det var nethindeløsning, og da jeg kun har et øje med syn på – det andet har jeg mistet på grund af grøn stær –  var det jo også fornuftigt nok.  Øjenlægen var den yndigste lille, i mine øjne meget unge kvinde. Da hun havde konstateret hvad det var jeg fejlede, spurgte jeg hvad det kom af; ‘alder’, sagde hun med et stort smil!

Som en god bekendt skrev på fb;  de legemer, de legemer, der er da heller ikke andet end bøvl med dem!

Men ellers nyder jeg de få timer det er sommer, er blevet færdig med min vintervams, og kan begynde på at strikke en ny, større, bluse til mit ældste barnebarn.

Den lille sommerfuglebusk til 20 kr, har tiltrukket mange forskellige smukke sommerfugle – de flyver fra bedet med kæmpe verbena – frem og  tilbage i eet væk.

Jeg glæder mig til september; så kan jeg plante og flytte om i haven. Hidtil er plantningen foregået efter princippet ‘hvor er der plads’ når jeg fik en plante. Eller det princip, der hedder ‘ billige buske og stauder’. Jeg køber ikke bare fordi det er billigt, men hvis det  er en plante jeg har på min ønskeliste, så køber jeg den, hvis den kun koster en brøkdel af normalprisen. Jeg har fået mange smukke buske til ingen penge. De skal bare have lidt flere år på bagen, og lidt kærlighed. Jeg vil lave om i haven; jeg vil af med nogle af højbedene og anlægge flere bede i stedet for.

En nat ved 2-tiden stod månen helt ned over Gl. Avernæs – smukt syn!