Det blir i fugleverdenen…..

Ikke en husskade, ikke en skovskade – men en  hjerneskade. Det er hvad jeg har fået, tilsyneladende forårsaget af en blodprop, som jeg ikke opdagede….

Der skal mange flere undersøgelser og scanninger til, men det er neurologens første umiddelbare konklusion på symptomer og undersøgelser.

Jeg tager det helt roligt – der er jo heller ikke så meget andet at gøre,  men det gør ikke ondt, og de gener jeg har, er til at leve med. Bare det ikke bliver værre. Det er en lettelse at få en forklaring på, hvad der har sat mig ud af spillet det sidste halve år. Det bliver måske lavet om, men foreløbig…..

Vandet er lisså koldt som det plejer, fuglene synger lisså kønt som altid, og solnedgangene fås ikke smukkere!

Jeg var lige i gang med et spændende strikketøj – glemte det i Nordsjælland. Postnord er ikke det hurtigste ….

Kom maj du søde milde…

Når man ser på solnedgangene, lever måneden op til de søde forventninger man kan ha til maj – men morgenerne, gys, og dagene, er heller ikke som jeg forventede….

Nogen dage har det været så koldt, at jeg næsten ikke kunne holde på penslen. Jeg er ved at male min bænk, og himstregimsen til klatrebønner. Jeg tror det bliver godt ! Men et arbejde, du glade verden hvor er der mange flader på den bænk….

Tulipanerne er vilde i år; jeg trængte så voldsomt til farver i det sene efterår, hvor jeg lagde løgene. Jeg har fået farver! – så mange at jeg kan plukke ind af  dem.

Jeg skal jo til nonfirmation hos mit ældste barnebarn, og i den anledning må man ha nye sko! Det er ret fantastisk med den nethandel; man kan sidde og vælge og vrage mellem flere tusinde par sko, og dagen efter – vupti – kommer der ind ad døren et par sandaler der passer på en prik, både fødderne og øjnene.

Jeg er  ved at læse denne bog. Den ska tages i små bidder, men så er det også en fantastisk oplevelse. Jeg har aldrig læst noget, der er så nyskabende, sprogligt. Når du begynder på en sætning, så ender den helt anderledes end du tror! At forfatteren har fået Nobelprisen i litteratur, kan ikke undre.

Ved siden af et lille stykke af en gren – endnu et af naturens mesterværker….