En tilståelse.

Jeg kan snart se enden på min ventetid, så nu fortæller jeg jer hvorfor jeg har trådt vande hele foråret. Jeg begynder på noget nyt hele tiden, uden at gøre det færdigt. Og jeg tror at de fleste har kunnet gennemskue at der er noget galt. Jeg har meget svært ved at lade som om alt er ok, når det ikke er ok.

Hele vinteren har jeg haft nogle symptomer, som jeg ikke længere kunne ignorere. Jeg gik til lægen i begyndelsen af februar, og blev sendt til scanning på neurologisk afdeling på OUH.

Der er noget galt med mit hoved – det tror jeg mange vil skrive under på, men det er desværre ikke for sjov. Parkinsonisme eller Parkinsons syge, er én mulighed; der er et par andre, men det vil vise sig den 18. maj.

Den første tid jeg fik, var den 29.9. – det ville min læge heldigvis ikke være med til (efter et par mails fra fru Hein) – nu er der kun 3 uger til.

Man forestiller sig alt muligt, men jeg er nået dertil, at jeg bare gerne vil vide, hvad det er jeg fejler. Uvisheden er belastende. Heldigvis har jeg min have!