Palmesøndag.

Denne dag er værd at nævne, fordi det har været så smukt et vejr. Jeg havde et program for dagen, som jeg var spændt på om jeg nåede.

Tidligt i morges, efter badet, gik jeg i gang med at male højbede. Det tog 20 min, så det var jo nemt – og en fed følelse da det var gjort.

Herunder; blåbærrene har fået god plads  i år. Kun en timian gør dem selskab. Den kan også godt li surbund.

Forklaring; i går købte jeg til 2 nye højbede, 4 rammer, men de var hvide – som mine ben efter en lang vinter, og det så UD! Mellem 6 sorte – det kan I nok forestille jer. Men de havde ikke andre, så jeg greb en lille dåse sort maling og en malerulle på vejen til kassen.

Jeg skulle have gæster til formiddagskaffe, så der skulle pyntes lidt op og tjekkes spindelvæv. Jeg nåede det, og det var meget hyggeligt, – det var naboer. Kl 10.40 til 17.15 skulle jeg se tv.  Det vigtigste cykelløb på året: Paris – Roubaix. 256 km bla på brosten. Jeg elsker det løb, det er så dramatisk, så fyldt med historie og historier – og alle verdens bedste er med i denne ‘forårsdag i Helvede’ Jeg sad naturligvis ikke og så det hele,  kun næsten….

Kig godt på den hvide blomst tv; det er en ny slags kalanchoe (staves det sådan?) Den er så fin, i modsætning til de skriggule man kan få alle steder….

Hvor er det pinligt – jeg satte det billede i den 11. marts! Sorry, min hukommelse er godt nok ikke god….

Med det 7. og 8. højbed kan jeg få plads til artiskokkerne, valmuerne og alle de andre sommerblomster jeg har købt frø til. Og et par georginer mere, som jeg er kommet til at købe. Og alle ærteblomsterne, som skal gro op ad kæppe jeg har sat i jorden. Og lidt senere, når det er blevet næsten sommer, skal klatrebønnerne jeg har fået tilsendt af Hanne gro op ad nogle stativer jeg ikke har lavet endnu….gad vide om jeg skal købe et par stykker til?