Næsten som juleaften….

Da det bankede på døren i dag ved 2-tiden, håbede jeg at det var posten. Det var det, med en fin aflang pakke fra Canada.

Tenen er lavet af en mørk træsort, som jeg ikke kan genkende. Vægten er lavet af en slags halvædelsten; i hvert fald har jeg et vedhæng med samme strukturer, som skulle være fra Rocky Mountains. Det er så lækkert forarbejdet at det er en  fryd! Den vejer 32 g, hvilket skulle være fint til både lace og fingering.  Det varer noget før jeg bliver så dygtig – hold da fast, jeg kan ikke forstå at jeg engang var rigtig god….

Jeg har fundet mine gamle karter frem – og jeg husker straks alle de blødende rifter jeg fik da jeg var nybegynder. Det er jeg næsten igen, så jeg må hellere tjekke om jeg har plaster….

Strikketøjet er et sjal, jeg er ved at strikke af noget håndmalet garn jeg har købt fra Estland. Det var rørende billigt. Jeg kan varmt anbefale at gå ind på etsy.com og søge efter hand painted yarn. Afgræns søgningen til Europa, så slipper du for at betale dyr told fra USA.