Godt nytår!

Kære dejlige læsere!

Tak, tak, tak for alle de søde, kærlige og opmuntrende hilsener I har sendt. Jeg har ikke svaret på dem enkeltvis, kun sat dem ind under kommentarer.  Mit indlæg er vist noget rodet, men billederne har fået lov at bestemme denne gang.

Julegaven fra min veninde, som jeg glæder mig til at pynte med små urtepotter med husløg, mos, kogler, strandfund… det skal udenfor, men nænner det ikke endnu!

I baggrunden en kommode, jeg har givet mig selv i julegave. Og herunder en bænk, jeg også har fået af ‘nissen’….

Julen og nytåret har været en drøj tid at komme igennem, det skal jeg ikke skjule. Det er ikke fordi der ikke er mange mennesker, der har tænkt på mig med henvendelser, invitationer eller besøg. Bortset fra nytårsaften, hvor jeg havde migræne, har jeg ikke været syg, ikke engang forkølet. Jeg har bare haft det som om alle kræfter var suget ud af mig, ja, udmattet er nok det bedste ord. Jeg er dog begyndt på et ‘kællingesjal’ – i merino/silke – så kan jeg sidde helt stille og tænke….

Gode venner siger at jeg skal holde op med at slå mig selv oven i hovedet og se at komme ud i den friske luft. Kærligt ment, – men hvordan gør man det? – holder  op med at slå sig selv oven i hovedet? Og hvis jeg går ud, risikerer jeg jo at møde en masse mennesker, som vil hilse og snakke . Jeg vil også gerne hilse og snakke, bare ikke lige nu.  Jeg vil bare gerne sidde helt stille her inde og kigge ud på vandet og blishønsene – jeg skal nok komme ud, gå ture, cykle, svømme — apropos; jeg går da stadig i vandet hver morgen. Ikke dagen efter Urd, 2. juledag – da skulle vi halvvejs ud i bugten for at komme under….

Og vi gik heller ikke i vandet dagen efter stormfloden, da stod vandet helt op over vejen. Det var en voldsom oplevelse, selvom jeg blev forskånet for at få saltvand ind i haven. Mørke og stormflod er lidt voldsomt…….

Man kan dårligt se det, men på dette tidspunkt, ved 5-tiden om eftermiddagen, var vandet allerede steget næsten en meter – ser det ikke truende ud?