Så er julegaverne færdige! Det er nu ikke fordi det har taget al tiden at strikke handskerne, men jeg har været en tur på børnebørnsbesøg på Nordsjælland – og da jeg kom hjem, faldt jeg i en bog, og én til og én til. Det er én af fordelene ved at bo alene, jeg kan læse ligeså længe det passer mig!

Jeg har gået med overvejelser om at holde en pause med skriveriet på bloggen. Den blev oprettet for 2 år siden med det primære formål at vise hvad der glæder og inspirerer mig ved at have en have og ved forskellige former for håndarbejde.  Jeg har, som nogen så venligt lader mig vide, haft svært ved at være pokkers inspirerende det sidste halve år – en skilsmisse og tabet af min mor er sorger, som de fleste forstår er noget der tar tid. Men at mine indlæg har ’sydet af jammer’ – det mener jeg ikke er rigtigt. Jeg har i hvert fald gjort mig umage for at se det positive og skrive om det. Men det kan godt være at der bliver lidt længere mellem indlæggene – indtil inspirationen kommer igen…….

Handskerne er dobbelte, to handsker spejlvendt foldes ind i hinanden. De er heldigvis noget stærkere i farverne end på fotoet – de er strikket i ren uld – varme må de være! Jeg tror jeg vil strikke et par til mig selv…

Jeg har samlet alle nisserne på et fad – jeg synes det ser rodet ud når der står noget rødt alle vegne (nu rabler det for konen) – endnu en fordel ved at bo alene…

Natteløb…

20161204_122549

Jeg har lige haft besøg af 4 hunde i 2 dage – øh, nej – 2 hunde i 4 dage. Man siger at fortalelser ikke er tilfældige…?

20161203_094354

De er så kære, og vi fik gået rigtig mange ture – korte ture, ture med slæbespor (!) og lidt længere ture….jeg kunne godt mærke at det ikke var Thai der var i snoren – men prøv du at gå 2 km på ben der kun er 10 cm lange….

“Faster” måtte tale med store bogstaver efter den første nat; de er vant til at sove i arm, under dynen, hver nat.  Så hver gang jeg bar den mindste ind i sin kurv og slukkede lyset og gik i seng igen – dap dap dap sagde det af små poter på tæppet og forsigtig snigen sig ind under dynen igen. Jeg kunne næsten ikke lade være med at grine, og var ikke træt nok endnu til at skælde ud. Meen, da det havde gentaget sig en 4 – 5 gange var jeg tæt på.

20161128_170004

Næste nat lagde jeg en ny strategi; de blev puttet ekstra kærligt og formanet om at blive liggende. Da de som forventet, kom snigende, dap dap dap – råbte jeg temmelig højt – og nu blev de ikke puttet.  Og der gik et par timer inden de kom igen. Først den sidste nat sov vi ‘igennem’, heldigvis. Jeg kan ikke fordrage at skælde ud, men jeg kan endnu mindre li at sove med 2 hunde under dynen!