En lidelseshistorie – nemesis.

Der må gerne grines.

cropped-2014-10-01-17.38.34.jpg

For en måneds tid siden knækkede jeg en tand. Ikke lige foran i munden, men synligt når jeg griner – hvilket jeg ofte gør. Men det gjorde ikke ondt, så min tandlægeskræk havde gode dage. Det er jo ikke nødvendigt ligefrem at opsøge det værste mareridt af hvinende bor, slubrende spytsugere og tandlægens slet skjulte foragt. Det kan vente til det begynder at gøre ondt…..

Imens havde jeg travlt med at glæde mig til sommerfesten; festen skulle holdes i det store telt på grønningen – ved vandet. Jeg tilbød at hjælpe, og tog glad imod en ordre på kartoffelsalat med rygeost. Man vil vel gerne blære sig lidt med en ualmindeligt velsmagende salat, som ingen tilsyneladende havde smagt……

4 dage før festen begyndte det at murre i tanden. Mere end det havde gjort i 14 dage. 2 dage før måtte jeg krybe til korset og bede om en tid hos tandlægen. Jeg skal skåne jer for rædslerne – kun fortælle at da jeg efter en times tid henkastet spurgte til prisen –  og fik svaret ‘ca 8000’ –  så overvejede jeg om jeg nu ikke kunne have holdt det ud, fest eller ej – men det var for sent.  Den friske tandlæge, ung og sød mand, trøstede mig med at det værste var overstået, men  jeg skulle lige være opmærksom på, at de 2 rodbehandlinger godt kunne give ‘lidt murren’ et par dage.

Havde jeg haft ondt i flere dage, blev det endnu værre i weekenden; der blev ingen fest for mig, min blærekartoffelsalat blev lavet af flere omgange og det smarte tøj der var hængt frem, blev kylet ud i skabet igen. Jeg havde feber og ondt, ondt, ondt. Jeg sov det meste af tiden, spise kunne jeg ikke – jeg skulle ellers have haft den dejligste hellefisk pakket ind i parmaskinke til grillen ……..

I dag går det meget bedre, og da jeg ringede til tandlægen, sagde det søde væsen, at det var en helt normal reaktion, han havde jo sagt at der godt kunne være lidt murren — LIDT?