Jeg venter……

på at det skal blive tørvejr, på at pilen er bøjelig og føjelig, og hvis det ikke bliver sommer igen, kan det så ikke bare blive efterår, så jeg kan begynde at flytte rundt på planterne?

Jeg har den allerstørste lyst til at begynde; jeg er gået i gang med at rydde langs hækkene i haven, der hvor de hostaer jeg har fået lovning på, skal stå, hvor tulipanløg i hundredvis skal lægges (hvis jeg får varmepenge tilbage), hvor frø til vibeæg og forglemmigej skal sås, akelejer, juleroser og hasselurt….tænk, hvor fint det bliver.

Mens jeg venter, har jeg haft besøg af min veninde fra Nyborg, som medbragte en hel kurvfuld ‘digier’, som vi indforstået kalder digitalis, fingerbølblomster, som vi begge to elsker. Og en buket fra haven, med roser.

2016-08-02 19.36.26

Jeg eksperimenterer med iblødsætning af pil; jeg har fået leveret (købt i dyre domme) noget pil, som arter sig mærkeligt. Nu har jeg lagt det i havet! Godt fortøjet med et reb og mursten til at holde nede. Jeg har holdt øje flere gange om dagen, det har blæst temmelig kraftigt. Nu har jeg taget det op, så må tiden vise hvordan det arter sig. Jeg har søgt på nettet for at finde ud af om pil tåler saltvand – intet svar…

2016-08-03 06.05.08

Strandasters i min have, de står med fødderne i havet, som jeg kalder min lille del af Helnæsbugten – man kan da sejle herfra til Atlanterhavet uden at skulle på land, så det….

2016-08-03 06.05.50