Højt at flyve……

For en god måneds tid siden fik jeg en mail fra Woolspire.  De havde lagt mærke til min blog, og havde besluttet sig for at forære mig noget garn, hvis jeg ville nævne dem i mit indlæg. Jeg blev selvfølgelig paf, stolt, betænkelig, ja, i den rækkefølge. Jeg skrev mine betingelser og fik tilfredsstillende svar tilbage – jeg var blevet professionel ! Fortalte glad til venner og familie, at jeg havde fået en sponsor – at et stort garn firma havde besluttet at satse på mig ! Jeg spurgte, lidt led ved det, om der var en øvre grænse for hvor meget garn jeg kunne modtage.  “Du kan vælge for 200 kr!”  What?? men det var nok kun 1. gang, så benovet som jeg jo var, fandt jeg et hørgarn, som var billigt nok til at strikke det projekt jeg allerede havde tegnet. Jeg skulle bruge 4 farver. Efter nogen dage kom der besked om at den ene farve var udsolgt. Efter yderligere 3-4 dage endnu en besked om, at bundfarven for resten også var udsolgt. Som plaster på såret forhøjede de mit sponsorat til 250 kr,

2016-02-28 11.03.12Jeg måtte begynde forfra; tegne og regne – og vælge et nyt garn. Det garn jeg havde forelsket mig i, kunne jeg kun få 6 ngl i, i denne smukke farve.Jeg regnede og regnede; de 6 nøgler var lige i underkanten. Jeg skrev om min kvide, og fik det opløftende svar nogle dage efter, at de havde 2 nøgler mere – dem kunne jeg få!

2016-02-28 11.02.37

Efter en uges venten, kom der et brev: – desværre,  de var udsolgt! Men jeg kunne returnere mit garn og vælge 8 nøgler af én af de andre farver – de farver der altid er tilbage når udsalgsfeberen har raset!  Nu var der bare det, at jeg i løbet af den sidste uge, hvor jeg ventede på de 2 nøgler, var begyndt at strikke på endnu et nytegnet projekt.  Jeg vil æde min gamle filthat på, at de ikke vil tage optrevlet garn tilbage!

2016-02-28 15.25.20

I øvrigt har det været fantastisk vejr i dag!

 

 

 

 

 

Uartig igen…

Selvom jeg ligger her, eller måske netop derfor, får jeg alle mulige ideer. Og da jeg altid har sagt ‘ikke gå ned på udstyr’ har jeg bøger i reolen som kan tages med hen i seng. En af dem jeg har gennempløjet, er denne dejlige lille bog om filtning. Det er selvfølgelig en japaner, der har lavet bogen – jeg synes man kan se det på formerne. Alt hvad der er i bogen, er enkelt og gennemført lækkert.

2016-02-25 10.31.19

Det er nogen år siden jeg købte bogen, men jeg har set den på biblioteket. Bogen hedder ‘Filtede tasker’ og er skrevet af Noriko Tachibana.

2016-02-25 10.32.56

2016-02-25 10.32.19

 

Hvor er foråret ?

Tæppet skrider da lidt fremad, selvom jeg må indrømme at det ikke er det mest ophidsende arbejde at sidde med…..jeg har lavet halvdelen nu, så skal det bare sys sammen – med en tynd mohairtråd, som er strikket med overalt. Jeg tror, at det vil være den mest usynlige sammensyning. Farverne er smukkere, mere dybt rødorange i virkeligheden.

2016-02-20 19.06.45

Kan I huske, at jeg for en måned siden fik en skøn krukke af mine svigerinder med blå perlehyacinter i ?  – én måned har den stået nu, og billedet er taget i går. Fantastisk! Den står ude, lidt i læ.

2016-02-11 08.14.25

Gir du dig selv blomster?

Det gør jeg – når det er gråt og trist udenfor, så må man godt – ligesom med Spangsbergs flødeboller (som jeg i øvrigt aldrig har smagt). Det ser da dejligt ud, ikke? Jeg har også klippet lidt mirabellegrene, det er så smukt når de får små hvide kugler, der folder sig ud til stjerner…..

2016-02-19 17.43.46

Man skal sørge for at have noget smukt at se på, det er næsten lige så vigtigt som mad og drikke. Ellers tørrer sjælen ud.

Jeg fik en skytsengel.

Det kan selvfølgelig kun ske på en dag så smuk, skær og klar som i går: Der kom en kvinde på besøg, som jeg ikke havde set før. Vi er venner på face book, og har skrevet lidt sammen, eller rettere sagt – hun har skrevet de smukkeste breve til mig. Hun havde en skytsengel med til mig; det fornemmede hun at jeg kunne have brug for……tænk at der findes engle i virkeligheden !

2016-02-17 09.39.08

Er den ikke bedårende?

2016-02-16 17.34.45

Og så det uundgåelige solnedgangsbillede, taget ud af vinduet; jeg trænger til at få pudset vinduer ;o)

Første parket…

I dag har jeg siddet ved mit arbejdsbord og tegnet – puder og tasker, som jeg har lyst til at lave.  Jeg vil kombinere broderi og skind – lad os se hvad det kan blive til…..

2016-02-15 20.00.12

2016-02-15 15.40.28

Men det har været svært at løsrive sig fra udsigten – himlen forandrer sig hele tiden – det ene øjeblik ser den helt dramatisk ud – i næste øjeblik er den bare smuk….

2016-02-15 17.52.45

2016-02-15 17.57.36

Jeg har nu strikket 13 firkanter til tæppet….

Et lægebesøg….

kan føre til meget! Jeg havde bestilt en tid hos min nye læge for at hilse på hende. Og hun havde sat god tid af til at vi kunne lære hinanden at kende, sagde hun. Jeg synes det er vigtigt at der er gensidig tillid mellem læge og patient. Når jeg er rigtig alvorligt syg, vil jeg ikke bruge kræfter på at overbevise hende om at det er alvor. Det er forhåbentligt ikke så tit jeg har brug for hende, men der bliver nok ikke længere imellem kontakterne. Jeg havde fået den sidste tid på dagen, så det ikke ‘gik ud over nogen’. Det var en dejlig halv time, så længe tror jeg aldrig jeg har været hos lægen før! Jeg gik glad ud af døren;  jeg er sikker på at hun har set mig, og at vi ikke kommer til at tale forbi hinanden. I vil måske synes det er mærkeligt at skrive et indlæg om det, men jeg har haft så dårlige erfaringer med skiftende fortravlede læger, der ikke anede hvem jeg var når jeg ringede.

2016-02-14 14.05.27

Lige ved siden af lægehuset var der en marskandiser, 8-trin-op.dk . En meget sød indehaver solgte mig tekanden, som jeg havde forelsket mig i for længe siden, til en meget rimelig pris. Den lille krukke har jeg haft i nogle år. De er uden tvivl lavet det samme sted, men jeg kan ikke tyde stemplerne, og det er endnu ikke lykkedes mig at finde billeder af noget lignende.  Så hjælp modtages med tak ! Det får ikke mere værdi for mig hvis det er ‘fint’, men det vil gøre det lettere for mig at finde flere ting – jeg synes det er så fint….. 2016-02-14 14.05.55

Jeg har fundet ud af, at det hedder Zeuthen keramik.

Strik igen….

Nu må det være nok med det ‘indretningspjank’ – jeg var ved at få en rygskade i går (hvis jeg ikke havde én i forvejen!) fordi Lykke kommanderede mig til at bære rundt på bornholmeren i flere timer! Er du klar over hvor tung den er?  Jeg er så glad for resultatet, tak Lykke!

2016-02-12 08.10.31

Sådan så solopgangen ud i morges – Gl. Avernæs oplyst på den smukkeste måde.

2016-02-12 08.33.29

Mens indretningen har stået på, har jeg forsøgt mig med at strikke et (slumre)tæppe, der passer i farven til mit (gulv)tæppe. Det er ikke noget problem; dels har jeg rigtig mange gule og orange garner (jeg elsker de farver, hvis det skulle have undgået nogens  opmærksomhed) – dels er det piv-nemt.

Slå 5 masker op på p 4 med garn der passer i tykkelsen (jeg har brugt én tråd silkmohair og én tråd ren uld i forskellige mærker.)  Tag en m ud i begyndelsen af hver pind således: tag 1. m løs af, strik en ret både foran og bagved i næste m, ret resten af pinden. Strik til du har 44 m.

Ved 44 m begynder du at tage ind i begyndelsen af hver pind således: tag 1. m løs af, strik 2 m drejet ret sammen, strik ret resten af pinden. Strik til der er 5 m, luk af. Firkanterne måler ca 16 x 16 cm, så tæppet vokser hurtigt!

Og her er de første 4 fotograferet ved siden af (gulv)tæppet – det kommer vist til at passe meget godt, Farverne her er mere som det ser ud i virkeligheden, ovenover er de blevet så blege!

2016-02-10 22.39.54

Den gamle bænk frøs…

Da jeg var i gang med at forandre stuen, bredte det sig til entreen, hvor det runde mahognibord ikke rigtigt passede. Det var blevet sat der, da flyttelæsset blev tømt – og var blevet stående.  Min hvide havebænk stod ude foran huset – den ville vist se fin ud inde……

2016-02-06 13.08.19

Det har længe generet mig at køkkenlågerne havde 4 forskellige hvide farver. Jeg tror de er blevet skiftet efter det forhåndenværende søms princip, og derved er nuanceforskellene opstået. Pyt, jeg tog dem af – og vupti – et nyt åbent køkken, hvor jeg kan se alle mine smukke keramikskåle, kopper, kander og dimser…..

2016-02-13 09.37.20

Billederne er taget kl 22, og jeg har ikke så meget lys, så jeg lover at tage bedre billeder i morgen. Det her er de nye billeder……..

2016-02-13 09.37.37

Nu kan jeg meget bedre li det!

Solstik ?

Alle mennesker har brug for lys og farver.  Jeg kan ikke foretage den helt store makeover, men jeg var så snydeheldig at falde over et meget billigt tæppe, der bringer solen ind – både om dagen og når det er mørkt.

(3 forskellige billeder, det nederste er før-billedet, det øverste er efter-billedet!)

2016-02-11 12.52.54

2016-02-11 08.18.15

2016-02-08 15.46.50

Jeg elsker mit soltæppe, og det fik mig selvfølgelig til at styrte rundt og kigge i skuffer og skabe – men jeg måtte hurtigt erkende, at jeg ikke lige havde haft en gul/orange periode i mit liv.  En enkelt lille orange skål og 2 små gule kander blev det til, men mere skulle der ikke til for at få tæppet til at hænge sammen med stuen. Jeg fandt også et orange tæppe – købt for 50 kr i en rodekasse – og da jeg flyttede det lille maleri med tulipanerne over til stedmoderblomsterne over sofaen – blev der et kedeligt hul over reolen!

2016-02-09 13.45.47

Kom i tanker om det lille staffeli, som med Sonja Brandes smukke papirklip, så fint udfyldte hullet. Og som passede i farverne. Er det bare mig, der har det sådan, at en ny ting i stuen kan medføre en masse flytten rundt?  – eller er der flere der er ligeså ’skøre’?

2016-02-08 07.34.55

Det er ikke svært at stå op om morgenen, selvom det er mørkt, når der står hyacinter og dufter….