Kate Davies

hedder en smuk og meget talentfuld skotsk designer. Hun har lige udgivet en bog om ‘yokes’, som betyder bærestykker. Jeg har skrevet lidt sammen med hende, fordi hun på sin blog efterlyste danske og grønlandske bærestykker, både gamle og nye. Jeg er da lidt vigtig af, at hun bla skrev om min Brandebluse, at den var utroligt klædelig ! Jeg har lige i dag fået hendes bog fra Skotland, den er ikke udkommet her endnu.

2014-12-06 14.21.31

Der er rigtig mange forskellige smukke bluser og cardigans i, fra str. 36 til 48.  Forleden dag fik jeg dette garn tilsendt; det er en noro-garn, jeg aldrig har set før. 45% cashmere, 45% angora og 10% uld – måske skal jeg se om jeg kan bruge det til én af Kate Davies’ opskrifter.

2014-12-04 12.53.26

 

Juledekoration?

I takt med at jeg er blevet ældre, er min juleudsmykning blevet mere og mere minimalistisk. Juletræet får alt hvad den kan trække, med kugler, kræmmerhuse, glasengle, sølvfugle, stjerner og flettede hjerter. Flag skal der også på, det småskændes vi om hvert år, men jeg insisterer.  Men juledekorationer laver jeg ikke mere som jeg gjorde i mange år, med mos og kogler og flotte sløjfer i purpurfarvet velour. Nu foretrækker jeg at sætte nogle få nisser frem, som rummer minder om alle de mange jul(e) de har været med til.

2014-12-01 11.39.43

‘De to grimme’ – min mand kan ikke fordrage dem – står altid på skænken, de kostede en tier i Ikea for 25 år siden, og jeg elsker dem, selvom de efterhånden er lidt krakellerede.  Birgitte Krag Hansens nisser har også faste pladser, ligesom nogle nisser min mor har syet – de står i køkkenet hvert år. Det tætteste jeg kommer på en juledekoration er mit store indiske fad, der bliver fyldt med alt det, jeg synes hører julen til. Lys, mange lys, kogler, smukke hvide porcelænskugler, gamle sølvkugler og tørrede svampe fra træerne i skoven. Og en nisse min veninde har lavet for mange år siden. Måske ser det ikke så ‘julet’ ud, men jeg nyder synet hver dag. Isbjørnene er også kommet med i år!

2014-12-03 11.05.41

læsernes strik

Jane skrev til mig om jeg ikke ville oprette en side med læsernes strik; en side hvor de, som har strikket et af mine designs, kunne lægge billeder ind – til inspiration for andre. Jeg synes det er en god ide, jeg vil jo også meget gerne se de færdige ting, så jeg håber I vil støtte op om Janes ide. Klik på siden og læs hvordan I gør.

2014-12-03 09.09.25

Mit cirkel-projekt skrider langsomt frem, men dels strikker jeg på pind 3,5 og dels har jeg betændelse i en slimsæk i venstre skulder, så jeg er tvunget til at strikke langsomt! Min plan er at printe 2 – 3 sider ud af billedet, klippe det ud og klistre sammen med facon som en trøje – så kan jeg se hvordan den vil se ud med cirkler over det hele. Med sort papir klipper jeg kanter og andre figurer – det er den letteste måde at designe på – ideen er hermed givet videre…

Balloner, cirkler…

Jeg tør ikke gå ud i det smukke vejr, men sender min mand på posthuset med 5 pakker! – held og lykke med strikkeriet til modtagerne. Det er en fantastisk følelse at have kreeret noget som andre får glæde af – det er jeg så taknemmelig for.

Jeg strikker på ‘noget’ som er sort cashmere (købt til halv pris for lææænge siden) i bunden og noro i bomber balloner eller cirkler.  Ideen er en sweater hvor cirklerne går over i helt sort med cirkler i ret og vrang. Men det kan blive lavet om mange gange …. måske noget med striber for at understrege cirklerne,  måske mindre og mindre cirkler….

2014-12-01 08.42.16

Jeg har en stor elefantgræs i haven –  jeg tror aldrig den har været så flot som i år …

2014-12-01 11.15.54

Her sidder Helga (opkaldt efter min mormor) hun er en ældre filtet nissekone, som Birgitte Krag Hansen lavede inden hun blev berømt. Det var mit held, så kunne jeg købe den uden at skulle tage lån i huset – det er mindst 25 år siden.

2014-12-01 11.16.26