Juledekoration?

I takt med at jeg er blevet ældre, er min juleudsmykning blevet mere og mere minimalistisk. Juletræet får alt hvad den kan trække, med kugler, kræmmerhuse, glasengle, sølvfugle, stjerner og flettede hjerter. Flag skal der også på, det småskændes vi om hvert år, men jeg insisterer.  Men juledekorationer laver jeg ikke mere som jeg gjorde i mange år, med mos og kogler og flotte sløjfer i purpurfarvet velour. Nu foretrækker jeg at sætte nogle få nisser frem, som rummer minder om alle de mange jul(e) de har været med til.

2014-12-01 11.39.43

‘De to grimme’ – min mand kan ikke fordrage dem – står altid på skænken, de kostede en tier i Ikea for 25 år siden, og jeg elsker dem, selvom de efterhånden er lidt krakellerede.  Birgitte Krag Hansens nisser har også faste pladser, ligesom nogle nisser min mor har syet – de står i køkkenet hvert år. Det tætteste jeg kommer på en juledekoration er mit store indiske fad, der bliver fyldt med alt det, jeg synes hører julen til. Lys, mange lys, kogler, smukke hvide porcelænskugler, gamle sølvkugler og tørrede svampe fra træerne i skoven. Og en nisse min veninde har lavet for mange år siden. Måske ser det ikke så ‘julet’ ud, men jeg nyder synet hver dag. Isbjørnene er også kommet med i år!

2014-12-03 11.05.41