Mens jeg venter..

Den blå trøje skal tørre, – det tar laang tid! Jeg har lagt den ud i havestuen, der er temperaturen tæt på 30 grader – måske er den tør i morgen…. Her kan man se indersiden af kraven, jow jow, det skal gøres ordentligt.

2014-09-16 09.10.56

Det pragtfulde vejr er blevet nydt i fulde drag, jeg er lige begyndt på et ‘letvægtsbrandesjal’ som jeg godt kan nå at strikke. Det vejer max 130 gram og strikkes af silk/mohair og silke/merino fra Hamborg! Helt mørk blå og changerende blank, grøn – mums.

2014-09-16 18.04.24

Og til sidst dagens buket; ‘annabelle’, georginer, hirse (fra fuglefrø) og sct. hansurt.

2014-09-16 10.43.53

 

Sg. & f….. & r.. & n….. !!!

Man må ikke bande på sin blog, og eftersom jeg ikke har en linie med Kaptajn Haddocks bandeord, må jeg ty til forkortelser. Så er er det læserens egen fantasi der uartig….

Grunden til min ophidselse ses her nedenunder – 6 stive klokketimer tog det at montere den forbistrede krave – når nu fruen var så kreativ at tegne en stor flot krave, dobbelt, selvfølgelig – kunne hun så ikke liige have kreeret en monteringsmanual – mindre kan virkelig ikke gøre det! Ca 100 knappenåle i brug på én gang er næsten mere end mit temperament kan klare. Nå, pyt – resultatet er blevet lige som jeg ville have det, men bed mig ikke om at lave en opskrift.  Trøjen er ikke vasket/blogget/presset endnu, og jeg mangler at strikke halvdelen af det venstre ærme + at bestemme hvor lange ribkanterne skal være. Jeg har en ide om, at de skal være så lange, at de kan fungere som halvhandsker, også kaldet muffediser. Så kan man jo smøge op eller skubbe ned som man vil. Vær ikke tilbageholdende med kommentarer, bare skriv hvad I synes – jeg elsker den alligevel!

2014-09-15 11.28.06

Weekenden har været ligesom overskriften, men i dag er det lidt bedre. Håbet er stadig lysegrønt; nu er der kun 13 dage til strikkefestivalen.

2014-09-15 12.36.53

 

‘Av min arm’

I tirsdags faldt mit lille barnebarn i børnehaven, og det førte gråd og tænders gnidsel med sig. Ikke længe, men alligevel mere end hun plejer. Pædagoger, forældre og bedsteforældre undrede sig: ‘hun græder ellers aldrig når hun slår sig’ – ‘har hun brug for opmærksomhed’ – ‘hun har jo lige skiftet børnehave’ og mere fra samme skuffe. I går, torsdag, blev hun røntgenfotograferet, og dommen:              en brækket skulder!

Mon ikke Anna bliver troet næste gang noget gør ondt?  Her er et billede af den lille seje tøs da hun blev storesøster for 4 måneder siden. Næste opgave for forældre og pædagoger blir nu at holde styr på en 4-årig med slynge på…..

foto (1)

Så er det tulipan-løg-tid!

De af jer, der glædede sig over mine store røde tulipaner i foråret, har nu chancen for at købe de samme løg.  De fås hos isabellasmith.com til 39,- for 6 store løg af virkelig ekstra kvalitet. De store røde jeg havde, hedder ‘Uncle Tom’ – jeg kan ikke anbefale dem nok. Det gælder i øvrigt alle hendes løg – super kvalitet! Det er næsten ikke til at forstå at det er 1/2 år siden jeg viste billeder af dem første gang – den sommer gik hurtigt….

2014-04-30 13.39.15

2014-04-26 10.02.18

Det går fremad

med trøjen – det andet behøver vi ikke snakke om i dag. Jeg er vild med den, jeg har bare lagt kraven på for at se hvordan det ser ud –  den skal ca 10 cm længere op – det mangler jeg at strikke – og ærmerne og lommerne. Én ting er at jeg er vild med den, en anden ting er om den klær mig! Det ved jeg først når den er færdig. Den har været sjov at tegne og strikke, og jeg er sikker på at jeg nok skal komme af med den hvis jeg ikke selv skal bo i den til vinter.

2014-09-10 14.37.25

Et billede taget i regnvejr og solskin, gennem vinduet.

2014-09-08 13.49.44

‘Annabelle’ og roser i én af de rumænske krukker. Georginen hedder noget i retning af ‘Dawnham royal’ – den er da også kongelig!

2014-09-10 12.24.33

2014-09-10 12.23.54

 

Krukkeri.

Jeg elsker krukker og kander. Det er formen der appellerer til mig –  jeg får altid lyst til at røre – kvindelige former i sit smukkeste udtryk.  For mange år siden havde jeg en ven, som rejste til Rumænien for at søge efter antikviteter. I Karpaterbjergene boede nogle cigøjnerstammer, som meget villigt solgte deres hjemmelavede husgeråd for næsten ingen penge. Blandt de ting han bragte hjem, var disse krukker, som, for de 2 sortes vedkommende, er lavet på samme måde som vi i Danmark tidligere fabrikerede jydepotter til madlavning. Den store, som er 43 cm høj, indeholdt stadig resterne af en bønneret , der var lavet over bål. Man kan se at den har stået over åben ild, der er brændt flager af leret op ad siderne.

2014-09-08 10.54.39

De brune lerkrukker er lavet til opbevaring af madvarer, mel, sukker osv.  Den største er 38 cm høj.  Jeg nyder at se på dem hver dag, de små bruger jeg som vaser. Jeg gav i omegnen af 200 kr. for dem alle, der er i alt 7. I livsstilbutikkerne i København kan man finde dem til flere tusinde kr. stykket!

2014-09-08 10.54.55

Jeg har en drøm om at strikke en trøje med krukker på bærestykket, som på denne tegning. Det er bare en skitse, jeg har endnu ikke fundet ud af hvordan jeg skal strikke den. Jeg forestiller mig at der skal være en skygge  på ca 1/3 af hver krukke/flaske, med en eller 2 nuancer mørkere garn – det bliver en udfordring!

2014-09-07 07.14.13

 

Min egen tid.

Så sidder jeg her igen; klokken er 03.14 – lidt tidligere end de forgående morgener, 03.22, 03.37, 04.12, …………  Jeg har fundet stearinlysene frem, de store, fede, matte, ren stearin, de brænder så smukt og stille. De gør den tidlige morgen til et hyggeligt lille rum. Hundene sover igen, de har vænnet sig til at mors opstandelse ikke betyder morgenmad. Jeg er helt vågen. Hvis jeg skal tage vigtige beslutninger, er jeg allermest klar i hovedet når jeg lige er stået op. Det gør ondt, men ikke så ondt som da jeg lå i sengen; selvom dynen er dejlig, ved jeg det letter helt utroligt når jeg står op, så det gør jeg. Gad vide hvor længe det skal vare….

2014-09-07 04.06.47

Det er utroligt stille, alle mennesker og dyr sover, selv fuglene sover. Jeg lægger planer for dagen, mens jeg drikker den dejlige økokaffe, hele bønner, som vi har manglet i 3 dage. ‘rør blot ikke ved min gamle jul’ – jul  kunne for mit vedkommende erstattes med kaffe, vanedyr! Nu skal jeg strikke lidt, ikke fordi jeg skal, men fordi jeg kan. Brandebluserne står på ginerne og nikker ‘ja, du må godt, du er færdig’.

2014-09-07 10.33.11

 

 

 

Mine pærer er gået agurk.

Jeg har aldrig set det før, måske har I ? Mine pærer hænger bogstaveligt talt i klaser – er det en sygdom eller er det mon en følge af min alternative beskæring? Jeg kunne forestille mig at små, som fx gråpærer, kunne lave det nummer, men de store pærer?

2014-09-05 11.00.02

2014-09-05 11.00.12

I går havde jeg det så godt, at jeg kunne plukke blomster, og det benyttede jeg mig af.

2014-09-04 11.54.30

 

Pærelet!

Mine dejlige pærer, Pierre Corneille, er modne – de smager himmelsk, krydret og sødt – det er lige før det er en ‘gulvkludspære’!Så saftig at den kan være nyttig….

2014-09-03 14.22.51

Min strikkehemmelighed er gættet, af Anne, så nu får I min arbejdstegning. – ikke særlig proff eller detaljeret, men sådan arbejder jeg bedst. Jeg kender garnet og min egen strikkefasthed, derfor ingen strikkeprøve……..

2014-09-04 07.25.28

Og så har jeg endelig fundet knapperne til min cardi – fundet og fundet, de var fileme dyre, og de er købt over nettet i Tyskland. Trøjen er ikke skæv, det er billedet der snyder.

2014-09-04 07.47.27

 

Solen skinner..

og det gør mit håb om snart at kunne gå omkring også! Men der er aldrig noget så galt, at det ikke er godt for noget – jeg får strikket en masse – og jeg har tabt mig 6 kg! – jeg har ingen appetit når det gør  ondt hele tiden.  Buketten er fra sidste år, jeg har stadig de samme blomster, så jeg kunne godt lave den igen…….hvis jeg kunne ….

georginer 13

Solens første stråler ind i haven. Ps. de æbler jeg kaldte rød ananas er Discovery – sorry!

2014-09-03 07.06.26

Georginerne fotograferet inde fra mit badeværelse.

2014-08-30 17.43.31

Og næste peek på mit hemmelige strikketøj…..

2014-09-03 06.58.24