Krukkeri.

Jeg elsker krukker og kander. Det er formen der appellerer til mig –  jeg får altid lyst til at røre – kvindelige former i sit smukkeste udtryk.  For mange år siden havde jeg en ven, som rejste til Rumænien for at søge efter antikviteter. I Karpaterbjergene boede nogle cigøjnerstammer, som meget villigt solgte deres hjemmelavede husgeråd for næsten ingen penge. Blandt de ting han bragte hjem, var disse krukker, som, for de 2 sortes vedkommende, er lavet på samme måde som vi i Danmark tidligere fabrikerede jydepotter til madlavning. Den store, som er 43 cm høj, indeholdt stadig resterne af en bønneret , der var lavet over bål. Man kan se at den har stået over åben ild, der er brændt flager af leret op ad siderne.

2014-09-08 10.54.39

De brune lerkrukker er lavet til opbevaring af madvarer, mel, sukker osv.  Den største er 38 cm høj.  Jeg nyder at se på dem hver dag, de små bruger jeg som vaser. Jeg gav i omegnen af 200 kr. for dem alle, der er i alt 7. I livsstilbutikkerne i København kan man finde dem til flere tusinde kr. stykket!

2014-09-08 10.54.55

Jeg har en drøm om at strikke en trøje med krukker på bærestykket, som på denne tegning. Det er bare en skitse, jeg har endnu ikke fundet ud af hvordan jeg skal strikke den. Jeg forestiller mig at der skal være en skygge  på ca 1/3 af hver krukke/flaske, med en eller 2 nuancer mørkere garn – det bliver en udfordring!

2014-09-07 07.14.13