Mine indkøb.

Selvom jeg havde meget travlt i søndags, nåede jeg alligevel i strakt galop rundt 2 gange; én gang for at se hvad jeg ikke kunne leve foruden, og én gang for at hente det! Jeg er en hund efter keramik, og vi er så heldige at have én af de bedste lige i nabolaget. Nina Lund, som har værksted i Hedegaard. Jeg faldt for denne skål, som er i stentøj, og derfor kan gå både i ovnen og i fryseren. Jeg elsker begitning, som er en tynd lerfarve der bliver smurt på med en pensel inden den transparente glasur. Hun har nogle smukke krus i samme mønster, dem vil jeg gerne have fingre i.

2014-09-30 10.14.30

2014-09-30 10.15.30

Jeg købte 3 nøgler garn, Noro, selvfølgelig, i kvaliteten Cashmere flavour. Det er meget tyndt, og jeg har en plan om at strikke en meget tynd trøje i striber, skiftevis med en enkelt tråd babyalpaca på pind 2 1/2………..

2014-09-30 10.03.03

Jeg har stadig ikke hørt fra TV Syd, men jeg sender en rykker, hvis jeg ikke hører noget i denne uge. Jeg så ikke den 2. udsendelse, men jeg har ingen illusioner om at den var bedre end den første!?

Fantastisk dag !

Så er Brande hækle- og strikkefestival overstået. Det var en rigtig dejlig dag med høj sol og lune temperaturer – også inde i Remisen. Jeg talte med mange udstillere og mange flere gæster, og mange gav udtryk for glæde over den smukke gamle remise og den hyggelige festival; det var en god ide at stille kaffe/strikkeborde op rundt omkring mellem standene – det var dejligt at se folk sætte sig og strikke imellem indkøbene. Og juletræskonkurrencen – genial ide – hvor var de dog sjove/smukke/opfindsomme! De fleste kan ses på brandebladet.dk Jeg havde næsten udsolgt og er mega tilfreds med resultatet. Det viste sig at være en god ide at satse på Brandeblusen, den vakte stor begejstring, og jeg kunne have solgt mange flere kits i de ‘rigtige’ farver.  Man kan jo aldrig vide på forhånd, hvad der er de ‘rigtige’ farver. Jeg håber at de af mine læsere der har været på festivalen, har nydt det – og brugt rigtig mange penge!  Her er et håbløst billede, men der var så meget modlys, at det var umuligt at tage gode billeder. Da det blev muligt, stod jeg i kunder til halsen;0)

2014-09-27 14.01.12

Der er et surt opstød i Brandebladet over reklamer for strikkefestivalen, og jeg har skrevet en kommentar til det – nu venter jeg på godkendelse! – jeg troede ikke det var lovligt at udøve censur i dagens aviser ?!

fra telefon 174

Til sidst en meget beklagelig rettelse: i opskriften til Brandeblusen, side 1, skal pind 6 og pind 7 byttes om. Det står nederst på siden. Jeg er meget ked af det; jeg har læst det igennem mindst 30 gange, men man bliver åbenbart blind for sine egne fejl. Undskyld!

Så er jeg klar!

Helt klar – alt er vejet, pakket, mærket, sorteret, stablet, noteret, stablet om – og netop som jeg var færdig, kom solen! Jeg måtte bare i haven og skære nogle blomster…..

2014-09-26 17.57.48

2014-09-26 17.58.51

Misse er min lille hjælper; han har været væk i 4 uger, og var ikke andet end skind og ben da han kom hjem igen. Nu har han taget noget på, og elsker når jeg vinder garn op ;O)

2014-09-17 13.33.20

Karla derimod, den dovne tøs, hun nyder bare tilværelsen. Det gør jeg i øvrigt også – og glæder mig til på søndag!

2014-09-08 14.43.13

En dejlig regnvejrsdag

Når jeg sidder i havestuen, trommer regnen på taget –  når det regner voldsomt, er stortrommen i brug – jeg elsker det. Det får mig til at tænke på de dage der venter, med ild i pejsen, stearinlysene tændt, storm og regn og slud udenfor – det er tophyggeligt! Og den perfekte undskyldning for at strikke…

Og spise nybagt brød med kvæde gelé, – er de ikke fede?

2014-09-24 18.25.43

Jeg gik ud for at se om mine roser var helt ødelagt af regnen; bestemt ikke – se selv – ‘Modellen’ (Heidi Klum) står igen og stråler efter regnen – fantastisk rose! – tryk på billedet.

2014-09-24 18.24.20

Talentløst!

Hvis/når man beder Danmarks frie mænd og kvinder om at stille op til ‘en spændende strikkedyst med fine præmier’, så forventer jeg at man for det 1. sørger for seriøse dommere der kan holde fast i, hvad de har bedt om, for det 2. finder en studievært der er interesseret i stoffet og kan inspirere deltagerne, for det 3. behandler deltagerne med respekt i valg af opgaver , for det 4. fortæller hvad der forventes af deltagerne  og for det 5. at der ikke ligger en skjult dagsorden, hvor man forventer valg af outreret pelsgarn eller garn med pailletter.

Hvad filen bilder de sig ind? Jeg kender ingen af deltagerne, men jeg er forarget over den måde at behandle dem på; deltagere som med garanti derhjemme er kompetente, øvede strikkere, og som gerne vil udfordres med spændende opgaver. Spændende?!  Mage til uforskammet adfærd af dommerne at stå og tale om at de var skuffede over deltagernes mangel på kreativitet og nytænkning!!! Det kan da kun være instruktionen der lider af den mangel.

Hvad med om de selv havde vist kreativitet og nytænkning ; bagedysten strikkedysten er helt gennem kedelig, stiv og ideforladt – ganske som dommerne. Et minut til at vælge garn til en opgave der lyder nogenlunde som ’strik et tørklæde der viser din personlighed’ – i et garnrum man ikke engang kender indholdet af! Grrr, AMATØRER ! – og da strikkerne skulle sendes hjem/videre, præmierer man de mest fantasiløse tørklæder! ( undskyld strikkere, men med de vilkår kan det jo ikke blive anderledes!)

Jeg blir vildt overrasket hvis der kommer spændende, nytænkende, kreativ strik ud af samværet med de tre studieværter; det er i så fald ikke deres skyld!

Det kan godt være at det her også er talentløst, men jeg har hygget mig med det i nat – om natten må jeg godt; pligtstrikken er i så tyndt garn, at jeg skal have dagslys.

Farverne er (heldigvis) forfærdeligt dårlige – meget bedre irl.

2014-09-23 16.57.39

 

garn og farver.

Hvordan tror I det bliver med disse farver? Jeg har taget afsæt i buketten, desværre viser mine billeder ikke de helt rigtige farver – de er stærkere i virkeligheden. Denne gang er tegningen kun inde i mit hoved, jeg må jo ikke strikke på den – men jeg må vel godt sætte farverne sammen………?

2014-09-21 13.13.47

2014-09-22 11.37.50

Strik og høst.

Overflødighedshorn i haven i denne tid; blomster i alle regnbuens farver – alle gir det sidste for pengene, selv liljerne dukker op et sted jeg ikke huskede at have lagt nogen! Efterårshindbærrene, som min mand har plukket 8 skåle af indtil nu, har jeg selv plukket – jeg var lige ved at være misundelig over at han ‘fik lov’ at plukke dem alle sammen.

2014-09-20 17.10.06

Vi talte om at beskære kvæden på grund af frugternes størrelse – det bliver til noget med 200 frugter med en gennemsnitsvægt på måske 300 gram = 70 kg! Vi løftede lidt i bladene for at se grenbygningen an, – ups, så faldt der 5 kvæder ned. Jeg vejede den største, som bestemt ikke er den største på træet. Jeg tror faktisk de er ved at være modne, så jeg vil plukke dem inden de falder ned. Æblerne er plukket, her Discovery og James Grieve, mens Elstar og nogle andre ( kan ikke lige huske navnene) stadig sidder ret fast på træerne.

2014-09-20 16.10.21

2013-09-22 10.50.02

Det sidste billede er af et nyt strikketøj, som snart bliver forbudt – jeg har en masse småting jeg skal være færdig med inden på søndag, hvor der er STRIKKEFESTIVAL I BRANDE, i Remisen fra kl 10 – 17. Men mon ikke jeg kan snige mig til at strikke et par pinde alligevel, øhh – jeg har også et sjal jeg SKAL være færdig med…….

2014-09-20 16.26.02

 

Guldsmedenes dans.

I dag stod solene op til en dejlig dag uden smerter; bare se billedet, der er 2 sole!  Guldsmedene har så travlt for tiden, der er både blå nymfer, røde nymfer og de store mosaik guldsmede. Jeg satte mig på en taburet ved søen og sad helt stille med mine tæer ude på stenene. Ganske rigtigt kom de helt hen til mig, og jeg har ikke brugt zoom for at tage billederne. At jeg så nok tog 20 billeder, hvoraf kun disse 3 er gode, er en anden sag.  Jeg har aldrig været så tæt på en guldsmed, at jeg kunne se dens ansigt! Den havde travlt med at lægge æg i mosset på stenene.

2014-09-19 11.37.17

2014-09-19 11.37.09

2014-09-19 11.35.58

2014-09-18 07.34.51

Portugisiske pærekvæder

Jeg har et træ i haven, som er både smukt og meget rigtbærende. Det er lidt eksotisk at se på, det har kæmpe store blade, som først falder af ved juletid. Jeg plantede det for 8 år siden, og det er vokset til mindst 4 gange i størrelse.  Det starter om foråret med at få store lyserøde blomster, rigtigt store – så bierne kan få øje på dem. Kort efter ses det tydeligt at der er sket en befrugtning, frugterne bliver meget hurtigt større og større. I oktober, når de er modne, vejer de mellem 200 og 500 gram, og der er mellem 150 og 200 af dem. Sidste år var træet ved at segne under vægten af de store frugter, jeg måtte understøtte flere grene. Smukke er de, og hårde som sten, men der kan blive det dejligste orangefarvede gelé ud af dem. Og flæsk; har I ikke fået flæsk til jul? Min mor lavede engang imellem flæsk – så stod det og tørrede oven på dækketøjsskabet i spisestuen. Gud nåde og trøste den, der prøvesmagte! Mine børnebørn er også vilde med det – min svigerdatter har været aftager af mange frugter, men nu bor de jo i Beiruth, og jeg tænker de kan fås på markedet der.

2014-09-17 13.43.29

2014-09-17 13.44.06

2014-09-17 13.46.16

Færdig, helt færdig!

Da jeg stod op i morges, var den tør. På med dyret: Åhh, den passer perfekt, stor, varm tunika/trøje, med lommer og laange ribkanter på ærmerne, som har fået en noro-kant. Jeg har med vilje strikket den ‘for stor’, så der er en del ‘frigang’ i bredden. Det kan jeg godt li, det får mig til at føle mig lidt slankere ;O) Jeg kalder den ‘Kvadrat’.

2014-09-17 10.03.00

Kraven falder ganske rigtig fint efter vask, blødt og pænt. Jeg ville næsten ønske at det snart blev efterår, så jeg kunne få trøjen på. Nej, bare rolig – vi kan ikke få for mange af de smukke, lune sensommerdage – det er som gaver hver dag.

2014-09-17 08.10.10

2014-09-17 08.09.37

Ps. der er mange nye billeder under ‘blomster’