Kære Læser.

Jeg begyndte at skrive dagbog da jeg gik i 7. klasse, jeg har den stadigvæk. Når jeg læser i den, kan jeg se at jeg skal vænne mig til det medie, det er. I perioder skriver jeg om revl og krat, så en tid kun om kærester,  en periode om hvor dumme drenge er – og om gode veninder. Så kommer der afsnit om mine fremtidsdrømme – jeg havde jo hele livet foran mig. I alle afsnittene er der små bobler af glæde: ‘jeg skal skynde mig hjem fra skole, vi skal have pandekager i dag.’  ‘Mor har syet en spadseredragt til mig, den er rødternet – den er så smart.’ ‘ Solen har skinnet fra en skyfri himmel i dag.’ ‘I dag må jeg cykle til Sdr. Nærå og købe et par sandaler, Jubii.’

Nu har jeg haft min blog i et halvt år, og jeg har stadig ikke fundet min stil – eller har jeg? Efter min glædesboble i går med det smukke garn fik jeg sådan én på sinkadusen af en læser, og tak for det! – om jeg ikke snart kunne stoppe med mit usmagelige praleri – om jeg troede at alle havde råd til – min  kvalmende selvhævdelse (av for den!) – og mere af samme skuffe, sendt anonymt, fra en hotmail adresse.

Først blev jeg rasende, så blev jeg ked af det og begyndte at læse mine indlæg fra en ende af. Og måtte konstatere, at mine indlæg er fyldt med små glædesbobler om min have, mine dyr og det jeg kan med mine hænder. Jeg kan sagtens forstå at det kan opfattes som pral – det er ikke pral, hvert et ord er sandt – og skrevet for at dele mine glæder med dem der læser det. Det er en stor misforståelse at tro at mit liv har været én lang dans på de engelske roser – jeg har fået min del af sorg og smerte, modgang og tvivl. Jeg synes selv at jeg  udtrykker taknemmelighed over de evner jeg har fået, og skriver om hvor privilegeret jeg er, at bo i så smukke omgivelser. Der er bare lige det, at der ikke var så smukke omgivelser da jeg flyttede ind – jeg har plantet hver eneste plante med mine egne hænder, og måske derfor elsker jeg min have så højt.

Jeg har slettet mit indlæg fra i går, jeg ønsker ikke at støde nogen. Jeg kan kun sige at hvis man læser alt med misundelsens briller, så må det være frygteligt provokerende at læse min blog. Men man kunne måske også bare læse den som den er ment: som glædesbobler over livet, som påmindelser om at nyde dagen og solen, i morgen er det måske for sent.

Kærlig hilsen Bente