Bækkenledsskred…???

Jeg plejer ikke at skrive om mine fysiske fortrædeligheder, men nu er jeg nødt til det, det ville være mærkeligt ellers….

Fredag formiddag var jeg hos frisøren, i centret for at købe en ny kjole, ny halskæde der passede til (havde absolut ingen derhjemme), nye strømper og ny øjenskygge. Jeg skulle til 40-års fødselsdag om aftenen, med det lokale Runrig (de lyder lige som dem!) og over 100 gæster….vi skulle i hvert fald danse, havde vi aftalt, min mand og jeg.  Jeg havde godt nok ondt i ryggen, men hvad pokker, det har jeg jo altid, så det…………blev bare værre og værre og et par timer før festen skulle gå i gang, kunne jeg ikke rejse mig fra en stol! Fuldstændig låst i ryggen, og hvad værre var, det gjorde forfærdeligt ondt! Jeg kunne så, fra sofaen, hvor jeg kunne sidde, ikke ligge, vinke farvel til min mand, der måtte gå alene til fest. Dette var udsigten, og har været det lige siden, ‘mor hvad er der med dig, skal vi ikke ud i dag?’ – er de ikke kære?

2014-08-17 16.39.12

2014-08-17 16.39.00

Om natten blev det så slemt at jeg måtte ulejlige lægevagten, en ung kvinde som blev helt forskrækket da hun undersøgte mig; ‘du er da ikke gravid!???’ – på trods af ulidelige smerter, fik jeg et grineflip, og da jeg fik vejret igen og kunne fortælle hende hvor gammel jeg er, forstod hun hvorfor. Det skal siges at det var midt om natten, og der var kun en enkelt lampe tændt… Hun var relativt overbevist om at jeg havde fået et bækkenledsskred. En lidelse, som uheldige gravide kan få hvis de har haft bækkenløsning under graviditeten.Is, is og atter is, et kvarter i timen med et par timers pause engang imellem – og sådan har det været siden – nat og dag. Jeg skal ned til lægen i dag, gad vide hvad hun vil gøre….. heldigvis sidder jeg i den sofa, der er omgivet af garn, og strikke, det kan jeg.