Høstmåneden

August har for mig altid været den bedste måned i året; der er noget helt specielt ved luften, duften og fugtigheden – det er høst på alle planer. Markerne høstes og bringer de allerbedste minder fra min barndom og ungdom: at køre halm hjem – stakke ballerne rigtigt på vognen, kunne jeg gøre det rigtigt og hurtigt nok, så far ikke skulle rette på det eller vente med en balle – hvor mange lag kunne der være på vognen, så læsset ikke væltede når vi kørte hjem – måtte jeg sidde oppe på læsset hjem? næsten aldrig, det var for farligt. Mor lavede festmad i de dage, vi sov til middag på græsplænen  og vi fik lagkage til eftermiddagskaffen i haven….  følelsen af at være med og høre til.

I dag er det en speciel oplevelse at gå i haven en tidlig morgen; alting er vådt, drivende vådt af duggen, der udstiller alle spindelvævene – om lidt er udstillingen forbi, når solen har tørret duggen væk. Roserne holder pause, mens georginerne praler af alle deres farver og former. Græskarrene bliver større dag for dag, ærterne er blevet for store og dilden blomstrer. Den duft sætter gang i lysten til at sylte.

Jeg bliver altid så følsom i august; nostalgisk, begejstret over den overflod alle vegne, vemodig over at sommeren snart er slut.

2014-08-01 11.37.48

2014-08-01 08.31.03

2014-08-01 08.33.24