Ingen skønhedsåbenbaring…

Jeg er ikke, og min have er ikke – men udsigten er!

Jeg gik frisk igang med at lægge et 20  m langt og 5 m dybt hegn ned, nu havde jeg endelig fået lov af ejeren. Men min ryg vil ikke i øjeblikket. Når jeg tænker på hvad jeg har budt den – efter at min kirurg på Ryghospitalet i Silkeborg  havde truet med al landsens ulykker hvis jeg ikke holdt op med at …..- så har den faktisk været ret loyal, og forstået at jeg MÅTTE have en have. Mon ikke den også kan forstå, at jeg MÅ have en udsigt…

Der er en utrolig masse dyr i min have, og de æder løs af alt hvad der er smukt – og så er det ikke smukt længere.

Det bedste ved en have er, at man aldrig er færdig. Jeg har plantet mange planter med hovedet under armen; se bare her – lige foran de smukke liljer har jeg plantet et paradisæbletræ! Min eneste undskyldning er, at liljerne jo lå nede i jorden…..

Det gode ved denne årstid er Touren. Jeg elsker at se det; jeg kender  de fleste af rytterne og holdene. Ud over det sportslige aspekt, får jeg en guidet tur gennem et fantastisk landskab med bjerge, floder, slotte og klostre. Og Jørgen Leth til at fortælle om malerkunst, musik og poesi, der knytter sig til de enkelte egne. Jeg har selv været i Normandiet og nydt alle de historiske mindesmærker, men fx Bretagne, som er så smuk, har jeg aldrig vidst noget om. Det gør jeg nu….

Min kærre nabo gav mig en fødselsdagsgave forleden, 1/2 år før, 3 nøgler ustyrligt lækkert ren kashmere garn. Jeg er næsten færdig med et sjal, som passer til min cowboyjakke, som er mit overgangs-overtøj.

Jeg strikker mens jeg ser tour, det går fint. Og ellers spiser jeg moreller….

Jeg er begyndt at overveje forskellige opbindings metoder – pærekvæderne blir tungere og tungere og grenene tynges ned i buer…

 

 

 

 

 

Dejlig sommer!

Jeg håber at kunne svare, hvis nogen skriver til mig – det kunne jeg ikke ved sidste indlæg, undskyld.

Min dejlige nabo, Trine, inviterede mig ud at spise; jeg fik ikke at vide hvor, før vi gik ind ad døren. Stor var min glæde, da vi kom ind i en lille smart Sushi restaurant.  Trine havde fanget at jeg gerne ville prøve det, og det skal jeg love for jeg fik!! Det var helt friskt og ny lavet mens vi ventede – smukt, smukt. Og selvom jeg var fummelfingret med pindene, så lykkedes det mig at spise op! Jeg kan så godt lide at dyppe i soya og japansk peberrod, wasabi.

Lige når det blir serveret, ser det ikke ud af meget, men det mætter! Jeg har ikke prøvet det før, men for søren, hvor smager det godt – det blir ikke sidste gang.  Billedet er ikke så godt, jeg vil prøve om jeg kan lave et bedre.

Mine redskaber i disse  dage ; foruden le, spade, diverse river og naboens kultivator. Jeg har fået lov til at rydde og klippe ned, og det foregår i denne rytme – kl 5.30 : det hårdeste arbejde mens det er køligt –  når kl. er 11, er det som en bageovn i solen, så jeg fortrækker til skyggen! Hvis jeg er frisk efter den sidste fodboldkamp, tar jeg en lille tørn igen.

Min stolthed – pærekvæden! der er ca 50 frugter på det lille træ, og nu er de 5 cm store…

Det er rosernes tid; det første hold er altid så smukt, og jeg kan ikke få nok! Jeg plukker og plukker, og gir buketter væk en masse. Det er en  rigdom at kunne – elsker det.

Den dobbelte Flittig lise ligner næsten små roser.

Livet begynder igen…

De sidste par år her været slemme at komme igennem. Det har i nogen perioder føltes som at være blevet væk i en skov. Jeg oplevede det da jeg var 6 år, og de næste 10 år havde jeg jævnligt mareridt om det.  En følelse af at være et sted i livet, hvor ingen af de svar jeg havde,  passede sammen med de spørgsmål der kom i mit hoved. Som 6 årig var det jo naturligt, at jeg ikke havde livserfaring nok til at finde vej – men som 66 årig, var det meget angstfremkaldende, at jeg ikke kunne finde ud af at leve.

Den psykolog jeg kom til –  jeg var hos hende 5 gange  over en periode på 4 måneder,  virkede så provokerende på mig at jeg afbrød samarbejdet længe før hun havde tænkt sig det. Til sidst var der så mange forviklinger, misforståelser og aldeles uprofessionelle ‘greb’ og ‘planer’, at jeg oplevede at have mere greb om mit liv end hun havde. Jeg kan ikke takke hende for ret meget, ud over for den opgave hun bagefter påstod hun ikke havde givet mig, og som jeg var 14 dage om at løse.

Da jeg havde løst opgaven, et brev til et forlængst afdød familiemedlem, kom min hukommelse med resten. Det var et chok at opdage at jeg havde fortrængt så meget gennem 50 år,  og at jeg blev så syg af det. 

Alle de symptomer, jeg havde, rysten på hænderne, så jeg ikke kunne holde noget eller skrive, hukommelsessvigt, mit sprog der forsvandt, – alle de ting, der fremtvang min rejse rundt i scannere, til neurologer og neuropsykologer, som til sidst overvejede om jeg havde en  demenssygdom.  Jeg kan ikke huske det hele, bare konstatere at jeg mistede både familie og venner undervejs på den rejse, der endte, da jeg fandt en afdeling for ‘senfølger’ under Region Syd. Og det er ikke senfølger efter alkohol eller stofmisbrug….

Det var som at trykke på en knap – ved at læse de tekster der står, huskede jeg alt, samtidig med at mine symptomer forsvandt! Ikke sådan vupti, men over en forbavsende kort periode.

Jeg kan godt forstå, hvis I har svært ved at følge med – det har jeg også selv. Hver dag bringer en ny glæde over livet, nye erindringer – ikke alle grumme – men først og fremmest harjeg har fået mit sprog igen – og glæden!

Gennem hele det sidste år græd jeg spandevis af tårer – det var frygteligt at være blevet væk i sit eget liv – det var så slemt at jeg holdt alle væk – jeg magtede ikke andre i mit kaos.

Nu er kaos ved at blive, om ikke til kosmos, så til at vågne hver morgen med glæde over at være til og at være kommet igennem. Jeg er godt klar over at der er masser af arbejde der stadig skal gøres, men jeg vil og KAN!

Sjalet ovenover, Stephen Wests ‘Vertices United’ har jeg strikket i løbet af den sidste måned, og efter engelsk opskrift – det var ikke det letteste, men jeg ville.  Mange tror det er hans letteste – de skulle bare vide……

Til sidst i dette lange indlæg, vil jeg gerne takke alle de skønne piger, der har skrevet til mig, både her på bloggen og på min mail – tak fordi I gav mig håb og holdt mit mod oppe, når jeg var ved at gå under. TAK !

 

Snydt !

Jeg vil ikke klage over vejret som det er, det er så dejligt at kunne være ude døgnet rundt, at lade havehynderne ligge når jeg går i seng, og at vide at vi får samme vejr i morgen og i overmorgen og så videre… men jeg vil have lov til at føle mig snydt for det forår jeg kender; med køligt vejr, der lader tulipanerne åbne sig og blomstre stille og roligt. Ikke modne med raketfart og smide de smukke kronblade før de næsten har vist hele deres farveskala.

Jeg har en guldregn i min have; jeg synes en guldregn er så smuk, og jeg har glædet mig netop i år til at se den i blomst, fordi jeg har beskåret den kraftigt, så blomsterne kunne få al kraften. I går så jeg pludselig, at inde mellem løvet hang der små indtørrede gule frøstande – de var visne inden de var sprunget ud! Snydt!

Min store hosta er gået helt agurk i løbet af de 14 dage den har været sprunget ud – min målestok ligger der for at dokumentere at den er over én m i diameter!

Skrubtudserne kan heller ikke finde ud af det; de er meget forstørrede på billedet, de er kun ca 3-4 cm.  De kravler ind i bryggerset hver dag, og jeg sætter dem ud igen – de kravler ind igen…

Begyndelsen på et eksperiment: en sommerbluse i løbestrik. Det smukke garn er merino fra Etsy.

Hver morgen; spejlblankt vand, der spejler Gl. Avernæs og træerne.

Tekniske problemer…

Siden sidst har jeg haft problemer med sammenkoblingen af tlf og pc.

Herunder ses ‘hovedattraktionen’ hos mig; min pærekvæde. Smækfyldt med knopper. Sådan har det også været de to foregående år, og så kom der frost eller storm eller andet uvejr, og så lå alle drømmene på jorden – bogstaveligt talt.

Men ikke i år! Alle knopperne er sprunget ud til 7 cm store lyserøde blomster – guf for bier!

Hele haven er så smuk i øjeblikket; æbletræerne står i blomst, syrenerne er fuldstændigt overdådige og de tulipaner, der desværre er ved at være færdige, kan endnu bidrage med farve.

Efter skuren og skrubben og arrangeren,  ser terrassen ok ud igen. I den store krukke er der vand, det er dejligt at have et ‘reservoir’ …..

Hvor mange pærekvæder mon der bliver ud af alle disse blomster? Måske skal jeg i gang med at tynde ud. Frugterne kan veje op til 500 g stykket, selvfølgelig ikke på det lille nye træ, men da mit træ i Brande var 7-8 år, blev de over 200 frugter så store, at træet måtte understøttes med store grene! Så, fru Hein – nu gør du det igen, leger konen med æggene…..

Billederne er fra september 2014.

En tilføjelse til ‘journalen’; sorg og depression kan give de samme symptomer som demens, siger psykologen. Man har da lov at håbe…..

Tordenvejr !

Mens jeg sidder og skriver dette, er det et fantastisk tordenvejr; bulder og brag og flotte zigzag lyn ud over vandet – ruderne klirrer og regnen vælter ned. Siden jeg var en lille pige, har jeg elsket tordenvejr, måske fordi det betød at vi blev vækket og sad sammen med de voksne om bordet. Der var stråtag på gården, hvad enten vi var hos farmor og farfar eller hjemme. Det var ensbetydende med at papirer skulle findes frem – et lynnedslag kunne være fatalt og ilden hurtigt gøre det umuligt at være indendøre. Derfor var det jo også lidt paradoksalt at jeg var så fascineret af det.

Jeg har været i haven i hele Store bededagsweekenden; dejligt vejr uden at være for varmt.

Jeg har strikket et sjal til en veninde, som ringer til mig hver dag for bare lige at spørge hvordan jeg har det. Hun går altid i rødt, så jeg tænker at disse farver kan passe.

Jeg går stadig i spænding – pakken er ikke kommet frem endnu, men der har jo lige været 3 fridage, så mon ikke den dukker op i løbet af de første dage….. jeg er så spændt på om han kan li den når han får den på…..

3 dages sommer …..

Det er helt vidunderligt, en forsmag på  det der kommer senere. Jeg har ikke noget imod at vente, bare det ikke varer for længe! Jeg håber Karl har tålmodighed lidt endnu; først skal den tørre, så skal den sendes med postnord – det tar nok 9 dage – så selvom hans fødselsdag er på søndag, tror jeg der går mindst en uge over.

Jeg har sendt billeder til ham på instagram, så han har set den før alle  andre, og erklæret sig tilfreds! – om det så var med trøjen eller med farmor – jeg håber det var begge dele! Farverne er meget klarere i virkeligheden.

Det er min udgave af Stephen Wests ‘reis’.  Sjov at strikke, men sen; det har taget mig 3 uger med 8 timer hver dag = over 160 timer. Det gør ikke spor, jeg er meget tilfreds med den, og hvis modtageren er glad, er jeg lykkelig! At det har taget så lang tid, er bla at det er vævestrik, trøjen er faktisk ‘dobbelt’. Og så tar det tid at tænke; det nistrede og det gule garn er Madelintosh, men da jeg kun havde de to fed, har det været et puslespil at sætte farverne sammen med mit eget garn, som er både strømpegarn og Charlotte Spagners håndfarvede merino.

Stigen  står der, fordi jeg er ved at lave  en ‘rosenbue’ uden bue.  Fra træet tv har jeg lagt en tyk gren over til huset th – nu venter vi så bare på at fruhein skal tage sig sammen til at vikle rosenrankerne om – det stikker så forbistret! Rosen er en ‘Celeste’, som er en meget smuk gammel,  duftende rose, der har mørkerøde knopper, men folder sig ud i rosa og bleger til hvid. Den kommer allerbedst til sin ret når den kan hænge ned…

Jeg elsker violer; jeg har både blå, lilla og hvide – og de vilde er meget talrige i år, mest i græsplænen!

At jeg har det godt i øjeblikket, fremgår vist af indlægget, men jeg skal passe på mig selv et godt stykke tid endnu…

 

Så kom det forbistrede forår!

Og jeg har været i haven, og det er såå koldt! Flagene står vandret, og selv herinde i det beskyttede farvand, sidder mågerne baglæns på pindene..

Tulipanerne i haven viser ikke farve endnu, så det er dejligt når jeg har fået en buket!

Sol og kuling kan bruges til at gøre dynen lækker….

Trøjen til Karl får I ikke at se i hel figur før den  er færdig og han har fået den. Han har fødselsdag den 22., så jeg satser stærkt på at blive færdig.

Aprilsnar!

Jeg åbnede øjnene ved 6-tiden i morges – der er mistænkeligt stille – ganske rigtigt, det sner igen! Men jeg så i vejrudsigten i aftes, at foråret kommer i næste uge, så det tror jeg på. Sneen i dag er bare en aprilsnar!

Sjalet er min fortolkning af Stephen Wests ‘Holey Chevrons’ – det virker knapt så hidsigt på en lys baggrund.

Jeg fik mit store ønske opfyldt  – et besøg i Sommerfuglen i København. Det kom i stand da min søn inviterede mig derover i påsken, og  min dejlige nabo samtidig skulle derover. Tænk, jeg blev kørt lige til døren i Nyboder, hvor de bor nu, og det samme på hjemturen! Jeg føler mig meget privilegeret!  Lige oven over dette, et billede af de garner jeg købte. Jeg vil strikke en trøje til mit mellemste barnebarn på 12 år. Det skal være ‘reis’ af Stephen West. Han laver så spændende opskrifter, og jeg fik grønt lys fra knægten, som sagde: ‘jeg lægger min skæbne i dine hænder farmor, jeg stoler på din smag!’ – må det være vildt? – ‘jo vildere jo bedre!’ Det kalder jeg en tillidserklæring.

Den er sjov at strikke, vævestrik kan jeg så godt lide – der er en særlig rytme i.

– om blomster, farver, garn, strik og livets glæder i almindelighed