Næsten færdig!

Min fantastiske Stephen West – trøje er færdig – jeg mangler kun kanterne, men må vente på den gule ‘candlewick’ hos cashmerecompany.dk. Lisa sender den expres. Candlewick er den let sennepsgule, som er strikket i bla det venstre forstykke.  Og så mangler jeg det nederste stykke på ryggen – det er bøvlet….

og i højre forstykke. Det er jo ‘marled (meleret) magic’

Intet er så skidt at det ikke er godt for noget – så nu kan jeg med god samvittighed gå i gang med et nyt projekt.  ( ja, ja – jeg ved godt at jeg har ufoer liggende, men de skal nok blive færdige !

Det bliver også en Stephen West model, eller rettere, som han så poetisk skriver: ‘Jeg forestiller mig en pingvin, der skal til fest, som syr eller strikker sig en kimono i alle de farver hun ikke har til hverdag’ – deraf navnet Penguono.

Jeg er ved at tage garn fra til penguono… jeg elsker Stephens måde at starte en ‘opskrift’ på;  ‘tag alle dine rester og alt det garn du egentlig havde kasseret frem, og sorter det i farver… -tykkelserne ordner vi senere ved at strikke med 1, 2 eller 3 garner sammen.’

 

Sol – sol – sol..

Dagene kan ikke være smukkere end i øjeblikket; knald blå himmel og en sol der stråler fra en aldeles skyfri himmel – smukt, men koldt!

Mens jeg sidder og skriver dette indlæg, kan jeg se at det bliver endnu smukkere i dag – der er rimfrost! Ud og tage billeder….

Så bliver det vist ikke smukkere…..

Leif, som ejer den røde kutter, bor sammen med sin mor Evelyn, og jeg var lige forbi til en kaffetår da billedet var taget. Hyggeligt. Evelyn er 89 år, og kender alle i Brunshuse. Hun kan fortælle historier, uden at sladre. Hun har fået alle sine 7 børn i det lille fiskerhus.

Hyacinterne har stået ude i al slags vejr siden 22. november – fantastisk!

Kurven med æbler, der er sat ud som ‘tag-selv-bord’ til dyrene, har meget kultiverede besøgende! Hver morgen er der kun spist af eet æble. Jeg smider resten ud på græsset, og næste morgen er der spist af et nyt! Jeg ved ikke hvem den kultiverede er, måske en solsort ?

 

 

 

 

 

GODT NYT ÅR 2018.

Jeg har med vilje delt ordet i to – så er der håb om, at ønsket gælder hele året – ikke bare passagen af datoerne  311217/010118.

Som jeg skrev i sidste indlæg, har jeg besluttet mig for, at dette nye år bliver bedre end det gamle.  Det er startet godt; gennem både jul og nytår har jeg haft selskab af Thai – min dejlige dele-hund. Af frygt for at han skulle opleve skræk og rædsel når skyderriet buldrede løs, ( én af grundene til at fyrværkeri efter min mening burde forbydes) havde jeg trukket gardinerne for og skruet højt op for tv. Der var heldigvis en pragtfuld udgave af Leo Tolstojs “Anna Karénina”, på DR K, med lige så fantastisk musik, så det var en sand fornøjelse. Midt under en højlydt raket-regn, opdagede jeg, at han SOV!

Jeg strikker stadig på min Stephen West-bluse i rester – det skrider frem, langsomt og sikkert.  Det tar tid at få så mange rester i alverdens farver til at give en nogenlunde ensartethed. Jeg øver mit øje ved at gå på afstand og knibe øjnene sammen; er der et område, en ‘lap’ der stritter ud, er enten den, eller omgivelserne i en forkert farve…. jeg har trævlet op et par gange…..

Der er altid udgifter forbundet med årsskiftet – jeg var nødt til at have en ny kalender.  Det er en fornøjelse at vælge mellem de mange smukke udgaver, men min økonomi plejer at sætte grænsen for hvor smuk min kalender kan blive! Ikke i år; den første jeg faldt over – og for – var Paulo Coelho’s smukke bog med illustrationer af den colombiansk-fødte tegner Catalina Estrada. Se den, og du vil være lykkelig for at give 128 kr!  Citatet er fra august.

“Jeg ser på alt og alle, som var det allerførste gang – særligt de små ting, som jeg er blevet så vant til, at jeg har glemt den magi,  de udstråler.”

 

 

mm

 

mm

Glædelig jul!

Jeg ønsker alle de læsere, der har fulgt mig gennem tykt og tyndt, op- og nedture og mere eller mindre fornyende indlæg, en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår. Jeg har vedtaget, at 2018 bliver bedre end 2017 har været for mig – det kan kun gå fremad!

Thai elsker at ligge på kakkelgulvet i entreen – det er så dejligt køligt. Men i nat har han ligget helt ind til mig, dog ikke i sengen.

Mit juletræ er så fint; så lille og fint i formen, jeg kan ikke nænne at hænge pynt på!

Selvom det er jul, ligger der igen garn på bordet, denne gang til en kreation, som nok vil dele vandene!

Det er ‘marled magic’ af Stephen West – Jeg faldt med et brag for den da jeg så billedet på Ravelry.  Efter at have fundet en masse rester frem, downloadede jeg opskriften, og fandt ud af, at der for hver eneste del af trøjen, er en video på youtube. Hvor SW forklarer og viser, kærligt og behageligt, hvordan man gør! Hold nu op! Hvor jeg før har været noget skeptisk mht denne sjove fyr, må jeg erklære mig for FAN!

Jeg drejer farveholdningen en anelse, væk fra det klare blå og det sorte. Man må jo også bruge det man har, siger SW, og opfordrer til at slå gækken løs… farverne er lidt mørkere i virkeligheden.

Jeg må stadig ind imellem slå de engelske forkortelser op, men ellers er opskriften  let nok. Jeg får afprøvet masker og mønstre jeg aldrig har udsat mine pinde for! Det kan på det varmeste anbefales. Husk, I behøver jo ikke at strikke i SWs farver, hvis det ikke lige er yndlings – prøv at se en video med ham – jeg var solgt!

Stort og småt…

Det blæser meget i øjeblikket; derfor ser vandet forskelligt ud hver dag, det elsker jeg. De dage det var storm, var jeg sløj, og skulle ikke ud i kulden. Men jeg ærgrede mig – bølgerne var høje og med hvidt skum. Der kommer nok en anden gang. På billedet her, er bølgerne ikke høje, men vandet er helt klart, så man kan se sandbunden langt ud.

Jeg har skilt min sælskindsanorak ad, og for at øve mig i at sy små ting på min almindelige symaskine, har jeg lavet nogle ‘smækpunge’ til småpenge. De er til børnebørnene. Jeg håber de kan bruges…. Den gule er lavet i kaninskind. Den skal Nora ha.

Sokkerne er til Hampus på 6 år; de er strikket i livlige farver, så de er lettere at finde. Det er længe siden jeg har strikket sokker, kunne jeg mærke! Det er perfekt hygge-strikketøj, kaffe, stearinlys, huske bog og termometer. Det kniber at få temperaturen op over 18 grader, så tykke sokker og et tæppe er standard udstyr om vinteren.

Der kom en gæst forbi med en buket roser; de var meget smukke, men uden duft.

Nissernes vagtparade.  Jeg købte dem lige da jeg flyttede hjemmefra som 17-årig. I en butik som findes stadigvæk; Kramboden i Nedergade i Odense. Det er 49 år siden, så de er vel nærmest antikke!

Jeg skal være alene  juleaften, men jeg vil lave andesteg og risalamande alligevel…..måske snyder jeg med mandelgaven, det er alligevel så som så med spændingen!

Hvorfor betyder julen så meget for os, både i positiv og negativ forstand ?  Det er som om der lægger sig en massepsykose over os; de, der har noget at slås med i hverdagen, men klarer det fordi der err så meget andet at glæde sig over – de drømmer bare om at lægge sig og sove til 2. januar.

 

 

Julehumør trods alt…

Der er så ufatteligt mange mennesker der lever på flugt, syge, efter at have mistet alt det vi regner for at høre med til et godt liv.  Jeg sidder her i min varme stue, med den smukkeste udsigt man kan tænke sig, og med alt det garn, stof, papir og farver der skal til for at udfolde sig kreativt.  Jeg føler mig så privilegeret, så tryg, så heldig.

Og jeg forstår ikke det fremmedhad, der er vokset op i vores lille beskyttede samfund. Jeg krymper mig og kan næsten ikke åbne  face book, hvor det svømmer over med hadske, racistiske og, først og fremmest, fordomsfyldte udgydelser. Vi danskere har altid brystet os af at være et oplyst folk – hvornår og hvordan er vi blevet så små, så uoplyste, så tå krummende pinligt smålige? Jeg kan blive åh, så flov og rasende. ” Jamen, du må da kunne forstå at de er bange for at miste deres gode liv”  Nej, jeg vil ikke, det er ikke reelt!

    blishøns

Nåh, vi må videre. Jeg er færdig med trøjen til mit store barnebarn – håber den passer denne gang. Bagved står nogle ting, jeg holder meget af, fx den fine snemand som mit mellemste barnebarn lavede da han var 6 år. Den kommer frem som det første hvert år! Julekrybben er jeg også meget glad for, den er fra Rudolf Steiner Skolen hvor de går.

I går, da det var ligeså smukt vejr som i dag, gik jeg en tur, og ærgrede mig igen over at jeg ikke har et rigtig godt kamera – jeg kunne ikke fotografere de svaner der lettede ovre ved Gl. Avernæs.

Denne pude ville jeg gerne sy – engang…

Efter scanninger, neurologiske undersøgelser og diverse tests, plus min egen oplevelse og min læges konklusioner, tyder alt på at jeg har fået en demens sygdom.

Jeg bliver ind imellem rædselsslagen, panisk og ked af det, især når omgivelserne reagerer med at fortælle alle de rædselshistorier de kender, om folk der bliver aggressive, ondskabsfulde  eller isolerer sig – er det dumhed eller ? det kan jeg ikke helt gennemskue. Empati har måske lige så svære vilkår som rummelighed og medmenneskelighed?

 

 

 

Jeg strikker og strikker og strikker…

på trøjen til mit barnebarn, den ‘grønlændertrøje’ der blev for lille i første omgang. Mens jeg lægger planer, tegner mønstre og faconer, sætter stoffer sammen med skind og pels – til tasker…….

Af den gamle sælskindsanorak er der blevet MÆNGDER af skind; bare af hætten kan der blive en meget stor taske. Det sølvfarvede skind passer perfekt til sælen, og den gamle hvalrostand havde jeg lige liggende…

En japansk ‘knot-bag’ vil jeg lave – flere af. Japanerne er kulturelt ikke så langt fra inuitterne, så jeg vil prøve om jeg kan lave én af sælskind.

For flere år siden købte jeg i  et farvet skind fra en antilope hos Læderriet i Århus. HMMM,  hvad kan jeg lave af det? farverne passer meget fint sammen… Det kan ikke nytte noget, jeg må ikke begynde at sy før trøjen er færdig! Men hvor er det svært at lade være…..

En gammel keramik-budding form er fin med mos og hyacinter ude.

Utålmodighed betaler sig…..

Dagen efter mit ophidsede indlæg, kom de længe ventede varer!

Den lille håndsnittede båndvæv er jeg meget glad for, og bogen kommer jeg til at bruge meget. Der er minutiøs opskrift på ca 20 forskellige tasker, med meget fine instruktioner om fx skindbetrukne håndtag og beslag. Lækkert!

Farverne er meget bedre i virkeligheden, faktisk helt lysende. Jeg håber mit kamera er mere medgørligt når jeg skal tage billeder af de færdige tasker….

Her er det lilla, som jeg ikke kan lide – derfor blev det ikke ret stort! Der er nogen farver der simpelthen får det til at gyse i mig, lilla er én af dem.

Denne farve gir mig gys på en helt anden måde – selvom dagen har været kort, gir det mig en følelse af taknemmelighed at solen går så smukt ned.

Jeg er ved at springe i luften!

Jeg ved det, jeg er ikke verdens mest tålmodige menneske, snarere tværtimod, men nu skriver jeg snart et harmdirrende brev til den svenske butik, hvor jeg har bestilt en bog og en lille væv. Og betalt, for 8 dage siden! Mange danske forretninger har den regel, at de ikke trækker betaling før varen sendes.  Jeg tror ikke der er lov om det, men der ville være fin ræson i det, hvis det var. De svenskere……

Ny trend på vej…

Ny trend på – så skævt kan det blive, når man ikke kan vente med at få skidtet sat på, til der kommer en hjælper. Trenden er over 4 m lang, så det er lidt svært at styre alene – men det betyder ikke så meget; stoffet skal bruges til småting. Hvis man skal væve et vægtæppe fx, er det vigtigt at man ikke skal korrigere hele tiden.

Så skal der vælges garn til islæt – det er sjovt – og det roder.

Det bugter sig i bakke dal, men det skal nok blive godt. Sjovt er det!! Det var min fødselsdag i fredags, og af min dejlige nabo, Trine, fik jeg 2 koncertbilletter til en koncert med Kenn Lendings Bluesband – samme aften. Det var så fedt, jeg har ikke hørt dem siden jeg var i 30’erne . Det var en helt fantastisk oplevelse – jeg havde ondt i hele kroppen dagen efter, fordi jeg ikke kunne sidde stille.  Hvis jeg kunne pifte, havde jeg gjort det, men det kunne Trine, og jeg kunne klappe og råbe – TAK Trine for din smukke gave.

En morgentur og lidt andet..

I dag får I billeder fra min morgentur i forgårs, og lidt væveri om min tur til neuropsykolog i går….

Så blev væveriet pillet af væven – smukt, synes jeg selv. Det skal nu ikke være til en stola eller en juleløber, som en nabo foreslog. Det skal bruges til at sy små ting af. Tasker, etuier, puder, tasker, tasker.

Jeg har bestilt en bog i en svensk væveforretning i Borås, den er skrevet af en kunsthåndværker, som bruger skind o.a. til sine ting – jeg glæder mig meget til at få den. Jeg har en sælskindsanorak liggende, som jeg også vil bruge. Jeg elskede den da jeg fik den, men den er SÅ tung, og det ser ikke lige ud til snestorm foreløbig…….

Læg mærke til de meget mørke skyer; meget specielt fænomen. Resten af himlen  var blå, og havde været det hele dagen.

Neuropsykologen testede mig i 3 timer, så jeg var træt. Hun sagde bla at jeg havde flere små hjerneskader, at jeg havde haft flere små propper, og at det var årsagen til de problemer jeg har fået med hukommelsen. Det  er ikke demens eller Parkinsson – det er jeg glad for.

Billede nr 3 og 5 er taget indefra, og er solnedgang – de øvrige er solopgang. Jeg bliver aldrig træt af at se på dem, hverken -op eller -ned.

Jeg tror ikke jeg har fortalt at jeg er i gang med at tabe mig – stærkt påkrævet – og nu har jeg tabt de første 10 kg, så det må jeg  godt prale lidt af.

– om blomster, farver, garn, strik og livets glæder i almindelighed